90-årige Ole Djurup: "Jeg har aldrig haft lyst til at flytte fra min hjørnelejlighed"

Københavnliv.dk 27 December 2025

Lignende artikler; 1 2 3 4 5

Den sjove.

90 årige Ole har boet i samme hjørnelejlighed hele livet: »Jeg har aldrig haft lyst til at flytte«I mere end ni årtier har Frederiksberg omgivet sig om den 130 kvadratmeter store hjørnelejlighed på Rolighedsvej 22 og omvendt. Her blev Ole Djurup født i 1933, her oplevede han besættelsens skygger, og her har han nu boet i nøjagtig samme rumopdeling gennem fødsel, arbejde og alderdom. Mens byen omkring ham har skiftet sporvogne ud med cykelstier, marker med beton, og lokale grønthandlere med hippe caféer, har Ole og hans kone Inger sværget troskab mod den lejlighed, der vokser lige så stille med dem.»Hvorfor skulle jeg dog flytte?« siger Ole med et skuldertræk, da vi sidder ved det runde, grønne køkkenbord. Han ser ud over et checkered presselinned, som hans mor formentlig selv valgte, da hun i sin tid indrettede frisørsalonen i lejlighedens ene fløj. I 57 år har Inger delt hjem og fættertrang sønnen Peter ligger i deres seng, hvis hukommelsen slipper, klar med supplerende anekdoter om farens frisørkarriere og byens støj.Frisørsalonen var oprindeligt mors domæne. I begyndelsen snoede kunderne sig gennem soveværelset, hvor et kraftigt forhæng adskilte familiens privatliv fra parfumerede shampooer og rækker af spejle. Senere bankede Ole og moderen hul i væggen, rykkede salonstolene ud i en særskilt afdeling og skruede en lang vask op på væggen, så det varme vand kunne flyde frit. Kvinderne kom trofast hver uge både de lokale fruer og de københavnere, der kunne lide at blive set, mens håret blev sat i prangende krøller.Efter moderens død i 1968 tog Ole frisørsaksen i egen hånd. Han rejste til kurser i Paris, London og Hamborg for at snuse til de nyeste krøllejern og farveteknikker, og vendte altid tilbage til hjørnelejligheden med sit krøllede pas i hånden. Fredage var hektiske: Laura, den faste hjælp, stod for maddagene, mens salonen summede, og hver saks klik var en forsmag på weekenden.Men det er ikke frisørfaget, der har sat sig dybest i Oles erindring det er trafikken. Han husker sporvognsskinnerne, der klemte sig gennem kvarteret, og den lille togsti, der i 1930 blev omdannet til Den Grønne Sti. Hvor der engang var plæner fyldt med forsøgskorn på Landbohøjskolens marker, ligger i dag universitetets vansirende anlæg. Børn løb barfodede på muldstoftene, mens han selv og kammeraterne legede skjul bag de gulnede kornaks. “Det var næsten landlig frihed lige uden for døren,“ siger han, mens han peger ud mod den brede asfalt, hvor bilerne nu stå i tæt kø det meste af dagen. Fordums parkeringspladser er fyldt med elcykler og ladcykler, så det er næsten umuligt at finde et ledigt hul. Ole afleverede sit kørekort for nogle år siden med et tilfreds smil. Trafikkaosset hører ungdommens utålmodighed til, mener han.Forsøgsmarken er borte, ligesom byens små, uundværlige butikker. Der var grønthandler, mejeri, glarmester, kiosk og et renseri i stueetagen alle knoklede sammen om at skabe naboskab. I dag er det caféer, barer og take-away, der har overtaget, og turistgrupper med fotoapparater kigger forbi i håb om at få et billede af “det ægte Frederiksberg“. Den ægte fornemmelse findes i Oles øjne på hjørnet: misfarvede klinker i køkkenet, gardiner han selv har syet for årtier siden, og naboskabets fredagsmiddage, hvor alle i opgangen samles. For Ole har tryghed i det genkendelige altid været vigtigere end eventyret. Han har set sin søn, Peter, rejse ud i verden og vende hjem med fortællinger fra Østeuropa, men hver gang har der stået Rolighedsvej 22 og ventet. “Jeg er ikke vild med forandring,“ siger han, »men jeg er vild med at blive gammel lige her.«Fra hjørnevinduet hilser han til en ældre dame, der passer blomster i gården, og tiltaler en jævnlig kaffedrikkende nabo på altanen. Over gaden ses Landbohøjskolens Have, hvor han stadig går sine daglige ture og undrer sig over de mange langhårede kvinder, han møder på bænken. “Før i tiden måtte man lige få klippet spidserne,“ konstaterer han med et glimt i øjet. Når man tilbringer et helt liv i én lejlighed, bliver selv små ændringer store. Ole Djurup har oplevet Københavns hujende udvikling, men står stadig urokkeligt i sit hjørne. For ham er hjertet ikke et sted på et kort, men følelsen af at kunne sige til verden: »Her bor jeg stadig. Se, hvordan I har forandret jer jeg har bare stået her og sunget med.«At bo hele livet på samme gulv er usædvanligt, men for Ole var det aldrig et spørgsmål. Han har fundet hjem i hjørnelejligheden, der rummer al hans historie: fra sporvogne og forsøgsmarker til weekendvaccineret barberskum og fredagsstemning. Og mens byen presser sig tættere omkring ham, forbliver han sin egen konstant 90 år gammel, men urokkelig som det hjørne, han kalder hjem.

Den filosofiske

Ole Djurup fyldte 90 år i december. I mere end et helt århundrede eller i hvert fald i ni årtier har han kaldt det samme hjørne af Frederiksberg sit hjem. Den lyse hjørnelejlighed på Rolighedsvej 22 har været rammen om alle livets skift: barndom, ungdom, krigstid, arbejdsliv og nu alderdom. Uden at flytte sig en meter har Ole set kvarteret omkring sig forandre sig. Han peger på én afgørende forandring: den stigende trafik.“Da jeg var dreng, kunne jeg stå i vinduet og se Markvejens marker,“ siger han, mens han skuer ud over den brede vej. I dag er engen, der hørte til Landbohøjskolen, tætpakket med universitetsbygninger. Sporvognen, som engang susede gennem gaden, er for længst erstattet af biler, og den gamle togsti, der førte fra Nørrebro til Frederiksberg Station, er blevet til Den Grønne Sti. Parkeringspladser er en sjælden luksus heldigvis afleverede jeg kørekortet for nogle år siden, konstaterer han med et glimt i øjet.Ved siden af ham sidder sønnen Peter, klar til at supplere, hvis hukommelsen svigter. Sammen med sin kone gennem 57 år, Inger, bor Ole fortsat på 130 kvadratmeter, hvor sjælen næsten kan mærkes i hver en krog. I stuen, der engang husede Salon Djurup, indtog far, mor og kunder plads; i dag står der en sofastue med udsigt til den gamle Landbohøjskole. “Det var min mors salon,“ forklarer Ole og peger på væggene, hvor gamle stofprøver har sat spor. “Kunderne kom gennem soveværelset det var kun et forhæng, der skilte dem fra privatlivet.“Som barn faldt Ole i staver over de kønne klipninger og lange hårbørster. Senere blev han selv uddannet hos sin mor, efter kun få måneder hos en anden frisør “der fik jeg kun lov at vaske hår,“ siger han. Da hans mor døde i 1968, overtog han både lejlighed og forretning, og af stolthed over faget rejste han til konferencer i hele Europa. Paris, London, Hamborg intet kunne stoppe ham i jagten på nye teknikker og trends. “Jeg var aktiv i frisørlauget, det gav et fællesskab, selvom tiden gik med saks og kam,“ fortæller han.Engang summede stueetagen af liv: en grønthandler, et mejeri, en glarmester, en kiosk og ikke mindst rivaliserende frisører. I dag har caféer og barer overtaget lokalerne, og den gamle sammenhængskraft er erstattet af turister og kaffeaggregater. “Det var dem, vi ringede til, når vi manglede mælk eller et nej til glas i vinduet,“ siger Ole. Hver gang en lille butik lukkede, føltes det, som om livet i nabolaget strammede sig om en. Men selv da børnefamilierne forsvandt, valgte Ole at blive. “Hvorfor skulle jeg dog flytte?“ lyder det, mens han vifter med hånden mod de mange genkendelige facader.Alligevel har kvarteret fået flere børnefamilier igen, men gademiljøet har ændret karakter. “Vi legede på fortovene, delte æbler med naboens børn. I dag går de forbi i ørertelefoner,“ siger Peter. Ikke desto mindre er opgangen stadig hjemsted for hyggelige gårdage og årlige fællesspisninger på tværs af generationer. Den tryghed og den sunde andelsforening er et centralt argument for at blive boende, mener Ole.Den daglige rutine fastholder ham i samme rytme. Hver morgen går han en tur i Landbohøjskolens Have, hvor han engang hilste på samtlige gartnere. Nu kender han kun én tilbage. Og på de bænkene kan han stadig vurdere, om frisyrerne er klippet med håndelag. “Sidste gang jeg sad dér, kunne jeg kun tælle langhårsfrisurer hos kvinderne,“ siger han og smiler. “Det var en stor ændring fra dengang, jeg var ung.“Nogle vil kalde det stædigt, men for Ole er det genkendelige en kilde til ro. Lejlighedens rum, den gamle trappeopgang og de daglige hilsner fra naboerne har været hjørnestenen i hans liv. Han har oplevet alt fra tysk besættelse til privatisering og digitalisering, men hjemme har han altid kunnet finde det samme mønster i gulvbrædderne. “Det genkendelige føles trygt,“ siger han. Samtidig er det næsten umuligt at forestille sig en verden uden Rolighedsvejs lyde og duften af nyslaget græs fra parkbredden.Så længe hjertet slår, og benene bærer, vil Ole blive boende i hjørnelejligheden. Den har bevaret ham gennem et langt liv, og han kan ikke forestille sig at give slip på hverken hjørnevinduerne eller den daglige udsigt over de forandringer, som andre synes så svære at følge med i. For ham er det ganske enkelt: Hvorfor skulle jeg dog flytte, når alt andet skifter?

Den skrappe

Trafikken er den største forandring, siger 90-årige Ole, der har boet på samme adresse hele livet. Ole Djurup fyldte 90 år i december og har tilbragt alle årene i sin hjørnelejlighed på Rolighedsvej 22 på Frederiksberg først som frisørlærling i mors salon, siden som ejer, og i dag som pensionist. Hans største iagttagelse gennem et helt sekel: trafikmønstrene omkring ham. Brødtekst: Ole Djurup blev født i lejligheden i 1933. Her lå Salon Djurup fra begyndelsen i den ene ende af hjemmet, hvor kunderne først trådte ind gennem et soveværelse, der var afskærmet med et mørkt forhæng. Inde bagved rækker af frisørstole og spejle, og en lang vask monteret langs væggen, hvor håret blev shampooneret i varmt vand. Som dreng var Ole fascineret af de ugentlige besøg af byens kvinder, der kom for at få sat hår til weekendens selskaber. Kundekredsen strakte sig langt ud over lokalområdet, fortæller han et broget miks af kontormedarbejdere, husmødre og håndværkere. Senere tog han en uddannelse på Københavns Damefrisør og Parykmagerlaugs Frisørskole, og kom i lære hos sin mor, fordi han dér fik adgang til alle disciplinerne frem for kun at vaske hår. I 1968 døde hans mor, og Ole overtog både lejlighed og forretning. Han byggede salon og privatliv om: væggen mellem stue og frisørrum blev hejst ud, og i dag fungerer det tidligere forretningslokale som sofastue med udsigt til den gamle Landbohøjskole. “Jeg har rejst til Paris, London, Hamborg og vores nabolande for at følge med i nye tendenser. Frisørfaget er ligesom modens det fornyer sig konstant,“ siger han med en let latter. Takket være ugentlige kurser og medlemskab af Københavns frisørlaug holdt han sig kørende til han fyldte 85. Men det liv, der engang summede af klippestole, permanentvæske og fredagsmiddagene, foregår nu i erindringen. Sønnen Peter, der husker fredagsgilderne hos Laura familiens faste hjælper gennem årtier sidder med, når Ole omtaler det som et ugentligt højdepunkt. Gennem 90 år har han verden udenfor lejligheden skiftet ham omkring: sporvogne er forsvundet, den gamle togbane fra Nørrebro til Frederiksberg er blevet til Den Grønne Sti, og et hav af biler har invaderet gaden. “Det er næsten umuligt at finde en p-plads nu,“ bemærker han, men tilføjer med glimt i øjet, at han opgav kørekortet for nogle år siden og dermed bekymringerne om parkeringsbøder. I barndommen lå der åbne marker til Landbohøjskolen få meter fra ejendommen. “Vi kaldte det forsøgsmarken. Her legede vi hver dag.“ I dag er det bebygget med universitetsbygninger, og kun i Landbohøjskolens Have genkender han én af de gartnere, han engang kendte alle navnene på. Også de nære butikker er forsvundet: grønthandleren, mejeriet, glarmesteren, kiosken og renseriet har måttet lukke, mens caféer og barer har overtaget facaderne. Børnefamilierne vendte tilbage i årene efter årtiers flugt til omegnskommunerne, men gadelege er sjældne, konstaterer han. Lejligheden, nu en andelsbolig på 130 kvadratmeter, har aldrig givet ham lyst til at flytte. “Hvorfor skulle jeg dog flytte? Det genkendelige føles trygt,“ siger han. Og forankringen i fællesskabet i foreningen, gårddage og årlige middage i opgangen er endnu en grund til at blive boende, mens resten af byen forandrer sig. Søndag morgen skuer han ud fra balkonen, vinker til naboer, og bemærker, at selv i et liv, der er bundet til ét sted, kan hver dag byde på nye ørkenvandringer i fortidens gader. Men for Ole er det stadigt Rolighedsvej, der er hjem.