På juletur i Botanisk Have: Hvorfor dufter kanel og er mistelten en snylter?Det er tidligt eftermiddag, da jeg træder ind under det høje glastag i Palmhuset i Botanisk Have. Luften er tung af fugt og fornemmelsen af tropisk regnskov. Jeg er kommet for at gå på opdagelse i julens planter mest af alt for at finde ud af, hvorfor min risengrød får sin nostalgiske duft af kanel, og om den tilsigtede kærlighed under misteltenen egentlig har en skyggeside.”Prøv at dufte,” siger rundviseren Clara Gråfelt Thomsen, mens hun hiver et blankt blad ned mod mig. Jeg knuser det mellem fingrene og inhalerer. Umiddelbart tænker jeg på gløgg, men i virkeligheden er det bladet fra et ægte kaneltræ, jeg har i hænderne. Clara peger på stammen, der er glat og gråbrun, og fortæller, at det netop er inderbarken, som tørres og krøller sammen til de velkendte kanelstænger.Fakta: Ceylon-kanel kommer fra Sri Lanka, men herinde i Palmhuset står et lille eksemplar alligevel og gemmer på sin æteriske parfume. Træet forsvarer sig ved at producere olier, der skal afskrække insekter og andre planteædere. Vi mennesker har bare omdøbt denne forsvarsmekanisme til ”krydderi” og ”julens duft”. Så meget for træets oprindelige hensigt.Fra kanelens varme strejf går turen videre til et æbletræ, hvor en grøn krone af mistelten hænger blidt mod grenene. Jeg husker traditionen om kysset, men nu får jeg historien: Misteltenen blev i gamle dage ophængt til nytår i England, og enhver ung pige, der blev kysset under den, kunne se frem til bryllup inden for det næste år. Idéen er romantisk, men planten selv er ikke just kærlighedens uskyld. Den kaldes en halv-snylter, fordi den både laver fotosyntese og suger vand og næring fra sin vært. Den blomstrer i pagt med værtsplanten og kan til sidst blive dens banemand, hvis den får lov at brede sig.Hvad der engang var symbol på håb og fornyelse, får pludselig et lettere ironisk skær. Her står vi, kuldskære mennesker, og hylder et grønt rygte om bryllup og lykke, mens vi i virkeligheden bringer vold mod æbletræet. Måske er det lige præcis den slags dobbelthed, vi holder af ved julen.Undervejs får jeg også et kort kig til vaniljepalmer med de allermindste frø i verden så små, at de knap nok kan ses med det blotte øje og en forklaring på, hvorfor appelsiner kun er orange, efter de har oplevet et strejf af nattefrost. Det er en sylvester i slowmotion: Naturens eget fyrværkeri, hvor kulde og farve danses sammen.Da jeg forlod Botanisk Have, havde jeg ikke bare fået svar på, hvor kanelduften stammer fra, eller hvorfor misteltenen bærer et romantisk rykte. Jeg gik derfra med en fornemmelse af, at julens traditioner altid vil være en blanding af oprindelig biologisk kamp og menneskets urokkelige trang til at finde poesi i det grønne. Måske er det netop den cocktail, vi kalder julestemning. Og næste gang jeg drysser kanel på grøden, vil jeg vide, at det egentlig var et lille træ, der forsøgte at overleve og at det vi hylder, tit bærer spor af naturens egne finurligheder.
På juletur i Botanisk Have: Kaneltræets duft og misteltens snyderi. København Når vinterens frost sætter ind, fyldes Botanisk Have med et andet slags kulde den skarpe, krydrede duft af kanel. I det bagerste hjørne af Palmehuset samles små grupper omkring biolog og rundviser Clara Gråfelt Thomsen, der inviterer til “Oplev”-rundvisning om julens planter. På programmet står kanel, mistelten, vanilje og appelsin fire planter, som vi kender som smag og pynt, men sjældent undrer os over i deres oprindelige habitat.“Prøv at dufte,” siger Clara Gråfelt Thomsen og rækker en blankgrøn bladplade frem. Deltagerne knuser forsigtigt bladet mellem fingrene og snuser nysgerrigt. Duften er intens, varm og kanel. Det, der ser ud som et almindeligt stuebordstræ, er et Ceylon-kaneltræ fra Sri Lanka. “Vi finder kaneltræer i Indien, Sri Lanka og det sydlige Kina. Her i Palmehuset har vi planten, før inderbarken tørres og krøller sig til de kanelstænger, vi kender fra gløggen og risengrøden,” forklarer rundviseren, mens hun viser en kurv med barkstrimler. Den søde duft har intet med tiltrækning at gøre for træet selv. Tværtimod producerer kaneltræet æteriske olier som et forsvar mod insekter og planteædende dyr. “De samme stoffer, som vi nu elsker at krydre julen med, er egentlig et varsel om, at planten helst vil forblive urørt,” siger Clara Gråfelt Thomsen.Fra kaneltræets markante note går turen videre til havenes mest omtalte snylter: misteltenen. Under en gren fyldt med blanke, ovale blade peger rundviseren op mod et æbletræ, hvor misteltenen har lagt sig til rette. “Misteltenen er en halvparasits plante. Den laver grøn energi selv, men suger vand og næringssalte fra sin vært,” siger hun og tilføjer med et glimt i øjet: “En sand romantiker undertræder sin egen overlevelseshensigt.” Traditionen med lykke, kærlighed og kys under mistelten har rødder i England, hvor man hængte grenene op ved nytårstid. En ung pige, der modtog et kys under misteltenen, ville ifølge overtroen blive gift inden årets udgang. I dag er skikken stadig en fast del af decemberfestlighederne selv om planten i sin natur er knap så uskyldig.Ved næste stop får deltagerne historien om vaniljeorkideen, verdensmester i de mindste frø, og en forklaring på appelsinens metamorfose fra grøn til lysende orange. Mens solens lave stråler rammer drivhusenes glas, samler gruppen sig om bordet med kanelstænger, misteltengren og frøprøver en sanselig påmindelse om, at julens velkendte smage og dufte er bundet til fjerne egne og komplekse plantebiologiske processer.Ud af Palmehuset bevæger gæsterne sig ud i haven med nye erkendelser: At kaneldryssets varme har rødder i forsvar, at misteltenens romantik skjuler et parasitisk greb, og at selv vaniljens fornemme aroma bygger på en orkide, der producerer flere milliarder bittefrø. Med denne viden i bagagen går mange glade tilbage mod julemåneden måske med en dybere respekt for krydderidrysset på grøden og for de grønne væsener, der skjuler sig bag grenene.
Julens dufte i Botanisk Have En rundvisning blandt kaneltræer og mistelten. Når duften af gløgg og risengrød breder sig i december, tænker de fleste næppe på træernes oprindelse. Men i Botanisk Have kan man nu komme på rundvisning og opdage, at julens krydderier og traditioner stammer fra helt andre egne og gemmer på overraskende historier.A Ceylon-kanel i Palmehuset “Prøv at dufte,” opfordrer rundviser Clara Gråfelt Thomsen fra Statens Naturhistoriske Museum, da vi stopper under det tætte løv i Palmehuset. Hun plukker et blankt, aflangt blad, knuser det mellem fingrene og rækker det frem. Duften er umiskendelig krydret. “Det er kaneltræet,” forklarer hun og lægger hånden på den glatte stamme. Dette eksemplar er en Cinnamomum verum også kaldet Ceylon-kanel oprindeligt fra Sri Lanka. Den æteriske olie, som giver den sødlige aroma, dannes faktisk som et forsvar mod planteædende dyr. Efter høst skrælles inderbarken af og tørres, indtil den krøller sig til de kanelstænger, vi kender fra gløggen og risengrødden. “Vi har bare besluttet, at det smager godt,” smiler Clara Gråfelt Thomsen, mens hun fisker en kanelstang op af kurven.Mistleten: Halv snylter med romantisk ry Rundvisningen fortsætter under et æbletræ, hvor en gren fyldt med ovale, evigtgrønne blade hænger som en naturlig julekugle. “Mistelten er kun halv snylter,” fortæller Clara. Den grønne farve skyldes, at planten selv producerer sukker via fotosyntese, men den lever også af at suge vand og næringsstoffer fra værtsplantens grene. Traditionen med at kysse under misteltenen stammer oprindeligt fra England, hvor man hang grenene op ved nytår. Ifølge folketroen sikrede et kys under misteltenen en kommende giftermålstillid for den unge pige, der modtog gestussen. I Botanisk Have kan besøgende se, hvordan denne mistelten gæstfrit men alligevel næringsmæssigt udbyttende slår sig ned i sine værtsplanter og krones som julesæsonens grønne symbol.Fra verdensmindste frø til orange frugter Udover kaneltræer og mistelten indeholder rundvisningen mere eksotisk viden: Om vaniljebuskens blomster, hvis støvknapper er så små, at vaniljens bælge næppe ville eksistere uden menneskelig håndpollinering. Og om appelsinens farveforvandling, der i naturen kan variere fra grøn til lysgul, før frugten bliver den dirrende orange, vi forventer i december.Efter en time mellem tropiske blade, duftende bark og afsindigt små frø forlader jeg Botanisk Have med ny respekt for julepynt og krydderier. Nu bliver det svært ikke at mindes, at hver kanelstang i gløggen engang har stået som et stolt træ på den anden side af kloden og at den mistelten, vi kysser under, i virkeligheden lever af nabotræets saft. For dem, der søger et anderledes juleeventyr, byder Botanisk Haves rundvisning på både historisk indsigt og botanik, der gør forventningen til jul endnu mere duftende og farverig.