Dommere: Omvendt fodlænke hastet igennem risiko for at høreklapperne ikke slår ud.Da kalenderen stadig var lun og dagene lange, trykkede Justitsministeriet speederen helt i bund. En ny bekendtgørelse om den såkaldt omvendte fodlænke hvor forbudte nærmere sig ikke bare må holde sig væk, men også bæres elektronisk påmindelse om det om anklen fik travlt med at trænge igennem lovmaskineriets tunneleffekt. Den 1. juli trådte ordningen i kraft. Og nærmest som i et lille, administrativt ståhej, sendte ministeriet samme dag breve ud til landets myndigheder og en perlerække af organisationer med et ”sig endelig, hvis der er noget”. Men så var det faktisk allerede rullet i gang.Hvis du får déjà vu til at smide en tærte i ovnen og spørge familien ”hvad synes I om fyldet?”, idet du sætter uret, er du ikke den eneste. Det er måske mest dem fra dommerstanden, der har kigget omkring sig i det københavnske lovmaskineri og tænkt på, at baglænsarbejde sjældent får noget til at gro hurtigere eller friskere. Især når det gælder GPS-overvågning en mærkbart indgribende detalje i folks livsførelse.Men nød lærer også Justitsministeriet at smede hurtigt. Der var nemlig pres på, ikke mindst efter at endnu et rystende kvindedrab foldede sig ud på forsiderne og sociale medier harret med hovedrysten og krav om handling. Hvis nogen nogensinde har forsøgt sig med at holde et truende menneske væk fra sin bolig med bare et stykke papir og en klap på skulderen, ved de, hvor hurtigt papir smuldrer for vinden. Håbet kunne nu være, at GPS-alarmer holder bedre.Forsøget ruller nu i tre politikredse: København, Nordsjælland og København Vestegn. 15 personer med klare adresser på, hvor de ikke må være, bliver forsøgsgrise i blokfløjteovervågning. Og inspirationen kommer nordfra, hvor vores norske slægtninge har haft omvendt fodlænke og tykke trøjer i årevis med nogen held.Fra Justitsministeriet lyder det, at hurtighed var nødvendigt. ”Omstændighederne krævede handling,” understreger de dog også med et løfte om, at ordningen kan blive justeret, hvis de organisationer, der næsten ikke nåede at pakke paraplyen ud inden høringsperioden var forbi, pludselig finder væsentlige mangler. Sådan omtrent som at flytte cykelhjelmen, når man har ramt lygtepælen, men dog forpligtende.Dommerforeningen har uden mange krusninger i skrivebordet meddelt, at parallelt løbende høring og ikrafttræden ikke er indefor normal praksis især ikke, når forsøget i sig selv er lidt af en prøveballon med indbygget alarm.Sådan blev det altså. Danmark tester fodlænken i omvendt retning, og dommere og organisationer må løbe efter og råbe input, som var de glemt på perronen. Men tidens nødvendighed slog oldtidens langsommelighed på målstregen med et bip i anklen og et papirløst nik fra lovgiverne.
Dommeres kritik: Når hastværk truer retssikkerheden.Ethvert samfund, der vil kalde sig retfærdigt, må veje hastighed op imod omtanke. Hvor angsten vokser, og kravet om handling truer med at overdøve ydmyghedens nødvendige eftertanke, da melder spørgsmålet sig selv: Hvad bliver overset, når det velmenende rykker ud, før den nødvendige samtale har fundet sted?Midt i den danske sommervarme har Justitsministeriet ladet en ny bekendtgørelse træde i kraft en bekendtgørelse, der lader elektroniske fodlænker, placeret ikke om benet på den beskyttede, men på den, der måtte udgøre en trussel, hvis fod kommer for nær. Med inspiration udefra i dette tilfælde det norske skal ordningen i første omgang kun prøves forsigtigt af, afgrænset til tre politikredse omkring hovedstadens puls.Begrundelsen for det brådne hastværk er ikke til at tage fejl af: De seneste års blodige tragedier, der har sendt bølger af sorg og krav om politisk handling gennem det offentlige rum. Ministeriets egne ord taler om nødvendighed et hastende opbrud fra fortidens vaklen, så fremtiden endelig kan beskyttes. Men midt i denne vilje til at gøre noget må det overvejes om selve processen, i sit tempo, risikerer at undergrave den retssikkerhed, det hele grundlæggende handler om.Bekendtgørelsen om den omvendte fodlænke trådte i kraft 1. juli. Kun samme dag åbnede ministeriet for bemærkninger fra de myndigheder og organisationer, der burde være systemets samvittighed. Ifølge dommernes egen henvendelse til ministeriet udgør det en betydelig udfordring, at høringsprocessen ikke blev respekteret, særligt når der er tale om et indgreb i borgeres frihed af sådan karakter, som GPS-overvågning indebærer.Dette er ikke blot en teknisk detalje, men et spørgsmål om tillid og principper. For hvordan kan vi hævde, at vores retsprincipper står sikkert, hvis vi lader det eksekutive overskygge lovens eftertænksomhed i presset på at forandre? Er retssamfundet ikke netop kendetegnet ved sin evne til at lytte, før det handler? At konsultere dem, hvis faglige blik kan oplyse mørke hjørner, hvor systemets blinde vinkler skjuler sig?Ministeriet peger på ekstraordinære omstændigheder, hvor tiden blev en fjende, og behovet for beskyttelse måtte gå forud for det, der under rolige omstændigheder kaldes god forvaltningsskik. Alligevel lover man, at ordningen vil blive justeret, såfremt høringssvarene byder nødvendige ændringer.Om forsøget, der nu udspiller sig blandt 15 udvalgte personer i storbyens omegne, vil blive det skærmende værn, der bryder voldens cirkel, eller om dets rod i forhastet proces sår tvivl om retssikkerhedens umistelige værdi, vil tiden vise. Men det står tilbage: Når staten handler med hast i det godes navn, må den standse op og spørge, om midlets indgreb nu også står mål med det udlovedes gode.Retsfølelsen er ikke blot en formalitet den er tonen, hvori samfundets samvittighed lyder, og hvor klangens ægthed afgør, om vi ender i tillid eller mistro. I denne sag er det netop tonen mellem hast og eftertanke, der trænger til at blive aflyttet før vi lader næste skridt tage form i uklarhedens skygge.
Uret tikker, dommere råber vagt i gevær.Der var sommermorgener i landet, hvor politikerne hastede ja, næsten sådan, at strømperne gled om anklerne på dem for at gøre noget. Noget håndgribeligt, noget teknologisk: Fodlænken, nu vendt om. Ikke som den slidte, sorte strimmel om anklen på den, der ikke må gå, hvor han vil. Denne nye slags vender pilefoden udad. Rykkes forbudte steder nær bip bip så lyder alarmen!Man kan næsten grine; hvis ikke det var alvor. For bag institutionens matterede glasruder breder utilfredsheden sig. Dommerne de, der med ro i blikket holder vægten i vægtskålene stirrer nu på Justitsministeriets lynmanøvre og hæver brynene. Et, to, tre politikredse udvalgt: Hovedstadens kringlede gader, det nordsjællandske villahav og Vestegnens asfalt. Femten personer udpeget til forsøgets første, elektriske bevågenhed.Kursen blev sat længe før daggry. Loven grønneafstemtes i april, byråden diskuterede, stemte og pressede knappen. Få måneder senere: en bekendtgørelse. Alene i juni, timer før den skulle træde i kraft, sendte ministeriet breve afsted til myndighedernes og organisationernes sorte postkasser. Måske ville nogen sige noget foreslå, advare, forbedre? Men det havde myndighederne ikke ventet på. Forordningen tromlede igennem.Dommere, de ellers tilbageholdende, skriver e-mails: Hvad nu, hvis...? For er det rimeligt? GPS, overvågning, et forsøg, og alligevel maser loven sig ind på første plads i den administrative kapgang, inden nogen har nået at kvække et eneste pip til eller fra. Balancen forstyrret.Men argumenterne presser sig på som regndråber mod ruden. Politikerens stemme er klangfuld: Vi må handle. Vi må beskytte. Kvinder dræbes af deres nærmeste, straks må handling følge ord. Ordene snor sig; empatiens brændstof. Hurtighed har sine undskyldninger, især når tragedierne ligger friske på nethinden.Der lyder måske latter blandt det danske folk ingen søger at modarbejde den gode vilje, men måden? Institutionaliseringens mylder glemmer ofte, at forvandlingen fra idé til virkelighed ikke bare er et knappenålsprik. Bag elektronikken banker stadig et hjerte af retsstatspraksis; tal, procedurer, den seje langsomhed, der nogle gange sikrer den rigtige ret.Kommer der indsigelser, så ja, så lover ministeriet at vende tilbage, revidere, tilpasse. Det er forsøget værd, siger de Norge har jo haft det længe, og har klaret sig. Men selv de mest skinnende teknologiordninger kan flimre, hvis ikke retssikkerheden hænger i samme fodlænke som fremskridtstrangen.Sådan er det med uret. Tik, tak mellem hast og betænksomhed danser vi stadig.