Strømtilførsel med forløsning en elektrisk saga i Rødovre og på FrederiksbergLysrør blinker, kaffemaskiner summer på ny, og vitale wifi-forbindelser vender tilbage som syngende fugle efter vinterens raseri. Det er ikke nogen lille sag, når mere end 100.000 hjem og virksomheder pludselig rammes af mørket og dog har det været tilfældet i et område, hvor strømmen plejer at strømme, som om intet ondt kan ske på disse kanter.Strømmen forsvandt, så hurtigt som blæsten fejer blade af asfalten, og efterlod ikke bare Rødovre og Frederiksberg men også hjerter og hårtørrere i venteposition. I alt gik strømmen for mere end 100.000 trofaste stikdåser, og i de timer var det næsten som om, en usynlig hånd havde trukket stikket ud til hele byens puls.Men så helteaktige folk, skjult bag kolde kabler og fluorescerende veste, har kæmpet sig igennem for at bringe elektrisk orden i kaosset. Radius kunne nu meddele DR, at nu… NU, folkens, er lysene tændt igen. Virkeligheden blev pludselig mere end bare stearinlysets usikre flakken på frokostbordet. Der blev tilføjet energi, til både brødristere og til hjertet. Det var som at genforenes med en gammel ven, beretter en beboer i Rødovre, der i næsten fire timer måtte leve en asketisk tilværelse. Pludselig kunne jeg høre radioen, og fryserens brummen var som musik i mine ører! På Frederiksberg var stemningen nærmest poetisk: Jeg begyndte at overveje livet uden tv og internet men så vendte strømmen tilbage. Jeg følte mig som et menneske, der har overlevet en storm og nu igen kan sætte kaffe over med elektrisk fortrøstning. Hverdagen er genoprettet, som en cykelkæde sat på igen, efter at være hoppet af. Børnene jubler over, at opladere finder strøm, forældrene sukker af lettelse, og det lokale bageri kan igen levere croissanter, som ikke kun er bagt på håb og madglæde, men på vaskeægte watt.Sådan ender denne elektriske saga: med buldrende strøm i kontakterne og en kollektiv erfaring rigere om elsystemets skrøbelighed og naboskabets værdier, når mørket lister sig ind på sjælen.
Lyset vender tilbage kollektivt suk efter mørkets favntag.Efter en aften indhyllet i et sært fravær af elektricitet kan mere end 100.000 sjæle på Frederiksberg, i Rødovre og de omliggende egne nu tænde deres lys igen en begivenhed, der er så prosaisk og dog så grundlæggende. Radiussen for det sorte slør, der indhyllede områder, blev brat trukket ind, og mørkets vælde må nu atter vige for den nøgterne oplysning: Strømmen er vendt tilbage.Ifølge oplysning givet til DR indtrådte klimaks efter flere timers tumultarisk venten, uvished, tilråb i tomgangen og den stille summen af generatorer eller fraværet af maskinel trøst. Bag hver kontakt, bag hvert bolværk, skjulte sig en latent forventning, et umærkeligt håb, og der blev ventet. Hver kunde, isoleret i fælles skæbne, blev, måske uden at vide det, sat i et kontingent fællesskab kun brudt da strømmen atter snoede sig ind i det private og almene.Strømafbrydelsens massive karakter var ikke blot et spørgsmål om teknisk mekanik, men om at blive stillet ansigt til ansigt med sårbarheden i den moderne tilværelse; hvor er vi, når strømmen denne taktfaste pulsåre for nutidens orden brat slår ud? Hvordan orienterer man sig, når de vante holdepunkter fordufter i nattens sigende mørke? Mellem kernen af vilje og spændingen i ledningernes sindrige netværk fandt vi kortvarigt sammen i et fælles håb på genoprettelse.Nu meddeles det, at alle forbrugere, hvis livsbane kortvarigt kolliderede i fordelingsstationernes svaghed, atter kan give sig hen i den forudsigelige hverdag. Men står vi ikke tilbage med en bittersød erindring, lettere oplyst end før? I det korte mørkeindfalds favntag blev det for en stund muligt at mærke tilværelsens skrøbelighed og lyset, der nu atter strømmer, får en særlig intensitet for den, der kortvarigt har måttet undvære det.
Lyset vender tilbage.Strømmens klare linje er trukket gennem byen igen efter timer i elektrisk tusmørke, hvor skærme slukkede og kedler tav, spiller radiatoren nu sin varme symfoni i stuer og køkkener på ny. Det er ikke daggry, men næsten, når civilisatoriske basale forudsætninger genvinder deres plads.Mere end hundrede tusinde, et svagt brus under byens overflade, blev ramt. Rødovre svedte i mørket, Frederiksberg mærkede strømmen sive væk som sand mellem fingre og pludselig blev det klart, hvor tynd en tråd alting hænger i. En by trækker vejret gennem sine kabler, vugger blidt på elektricitetsnettet. Og når det brister, mister tiden sit omdrejningspunkt.Eftermiddagen var præget af frustrationens passiar; fjernsynsløse vinduer, smartphones på sidste procent, elevatorer stivnet i fremmed fortid. Men gnisten vendte tilbage, meddelelsen kom køligt, maskinelt: Nu er alle kunder forsynet. Meddelelsen lød ikke heroisk men den blev modtaget som en indre fest.Man kan næsten mærke, hvordan kaffe brygges langs spolernes genopståede skrig, og hvordan børn trykker på kontakter med vantro glæde. I denne forstyrrede hverdag er det en påmindelse om alt det, vi tager for givet strømmen er ikke anonym, men blodet under asfaltens hud.Selskabets tale kom uden patos. Strømmen er tilbage hos alle berørte, blev det sagt, formelt, nærmest undvigende. Men under maskinens nøgterne ord bobler byens ånde, dens tilbagevenden til sig selv som om mørket var noget, vi kunne riste på brød og kalde morgen.Så vender hverdagens monotone strømme tilbage: elevatorens summen, lyset i trappeopgangen, den blå glød fra skærmgalskaben. Byen glipper med øjnene i sin elektriske opvågnen og minder os endnu en gang om, at selv banal robusthed kan være en svingende pendul mellem tryghed og tumult.