Asbestkaos i Tingbjerg: “Det er dumt” eksperter og fagfolk slår alarm over hovedrystende håndtering.Af røg, støv og stille forargelse siver tvivlen nu ud under kældertrapperne i Tingbjerg. Her, hvor boligselskabet fsb før sommerferien pludselig satte 2000 kælderrum på standby dørene blev lukket med sådan en myndig klonk-lyd, og folks ejendele måtte vænne sig til isolation i underverdenen.Men hvor boligselskabets intentioner skulle lugte af bekymring og beskyttelse mod den gamle, frygtede bygningsgift asbest, står stemningen nu mærkbart underlig på trappen ned til den forbudte undergrund. Et sted mellem ængstelse og hovedrysten. For noget er ikke, som det skal være.Værnemidler? Tjo, nogen gange…Torben Roed Christensen, beboer med forseglet lagerplads, løfter øjenbrynene: “Jeg har set dem gå ned uden maske på.” Ikke en enkelt, tilfældig strisser, men ansatte. Bang, døren op og direkte ind i kældergangen, som stadig skiltet advarer: asbeststøv forbi denne dør.TV 2 Kosmopol har som i en film, man ikke ved om ender tragikomisk eller tragisk indfanget levende billeder af personer, som færdes i asbestzonerne uden det beskyttende panser, reglerne foreskriver. Det får professor emeritus og asbestekspert Lars Gunnarsen, sendt på kældertur, til straks at udbryde: “Der er ingen sluse!” Han stikker næsen ind og ser ikke så meget som et lufttæppe. Bare en lang, åben kældergang, hvor asbestfrygten kan danse polka.“Det er ganske lidt eksponering, der skal til for at risikere kræft,” forklarer han, som var han ved at fortælle børnene, hvorfor de ikke må drikke fra pytterne.Fagforeningen græmmesAdvarslerne løber parallelt gennem betonen. Jan Bergmann og to andre beboere stemmer i og fortæller om ejendomsfunktionærer og håndværkere, som vader op og ned ad kældertrapperne uden asbestkitler eller masker. Beretningerne ryger punktvist og med gryntende gravitet oven i bunkerne på fsb’s kontor. De lover at tage det alvorligt, om end handling er svær at få øje på.Hos ejendomsfunktionærernes fagforening er forargelsen konkret. Bo Kjærulf peger med alle fagforeningsfingrene: “De ansatte kan få varige skader. Der må være nogen i arbejdsmiljøorganisationen, der tager fat!” Mysterie-manden med åndedrætsværnEt højdepunkt i dramaet indfinder sig, da Gabriel Niemann og et kamerahold venter foran en låst dør, og pludselig bank, bank står en høj mand derinde, iført stort åndedrætsværn, kortærmet polotrøje, arbejdsbukser og blankt, gråt hår. Sikkerhed for oven, men nakken og tøjet blafrer asbestvenligt.Ekspert Lars Gunnarsen må næsten le: ”Han er jo på ingen måde beskyttet.” Hverken heldragt eller procedure lever op til regler, som forskning og sunde fornuft siger, skal følges ved håndtering af asbest.Fagforeningsformanden stemmer i: “Det er dumt. For at sige det rent ud.” Tågen fyldes således af spørgsmålet, hvorfor nogen dog udsætter sig selv og alle omkring dem for den slags træskoløb på en mine af kræftrisici.Sluser, svar og snirklede forklaringerFsb selv forklarer i skriftlige svar, at alle regler naturligvis overholdes, og at medarbejdere tager tøj af og på i sluser, måske installeret et sted i mørket, som kun særligt indbudte kender til. Men billederne og øjenvidneforklaringerne stemmer påfaldende lidt overens med denne forklaring. Sluserne er, ifølge flere beboere og eksperter, nærmest usynlige et fantom i kældermørket.Til identitetsspørgsmålet om den mystiske kældermand lyder det efter lidt frem og tilbage at fsb ikke kan huske, hvem han var. Måske var det en, måske var det ingen. Undertiden opstås indtrykket af, at reglerne, som asbestfibre, svæver løst og ubestemmeligt rundt i kældergangene.“Det virker ikke som om reglerne bliver fulgt”Ekspert Lars Gunnarsen har fået materiale, klip og forklaringer serveret og konkluderer: “Det virker jo underligt, at han bare traver rundt og tager beskyttelsesudstyr med ud. Det er altså potentielt farligt det her. Jeg kan da også blive forarget på samfundets vegne det her kan udvikle sig til regninger til hospitalsvæsenet for kræft, bare fordi man ikke følger spillereglerne. Er vi vidne til klamphuggeri af den farlige slags? I kældrene under Tingbjerg summer mistroen, og svaret på, om regler følges det blafrer, akkurat som støvet fra gamle byggeplader, hvor man mindst ønsker det.Så banker det igen på kælderdøren. Måske næste gang iført heldragt og korrekt adfærd. Måske bare endnu en undskyldning.
Mennesket, støvet og regelbruddet.Der er øjeblikke, hvor forskellen på det rette og det urigtige ikke kun ligger i ordenes eksistens, men materialiseres i støvet, som sætter sig i lungerne, i samvittighedens mørke kroge og i detaljerne, hvor systemet afslører sin mangel. En sådan erfaring synes at udspille sig i de asbestfyldte kældre under Tingbjerg, hvor omkring to tusinde menneskers ejendele nu ligger bag lukkede døre og plakaternes markerede ord: adgang forbudt, asbeststøv.Indenfor disse rammer forbudt, men alligevel tilgået står eksperter og fagforeningsfolk undrende og ser på hinanden og på begivenhederne, der ikke så meget udfoldes, som de drypper ned, partikel for partikel, i hverdagens gamle bygninger.Her, i kælderen, fortæller beboerne, at ansatte bevæger sig rundt uden masker, uden dragter, uden sluser mellem fare og frit åndedræt; at de færdes, som om den umærkelige risiko ikke var noget, der kunne forventes at sætte sig ikke kun i lunger og slimhinder men i samfundets rodfæstede forventning til ansvar.Ekspertens stemme falder alvorligt i rummet: “En lille eksponering, og risikoen for kræft forøges.” Tænksomheden forvandler sig til et spørgsmål, der ikke kun søger svar, men for langt mere: At tillægge betydning, hvor regler og menneskers omgang med hinandens liv svigter for det er ikke kun bygningens substans, men også det etiske fundament, vi bygger videre på.Selskabets stemme er der med beroligelse; deres replik flyder skriftligt gennem korrespondancen og forsikrer, at alt er indskærpet: sluserne må være der, værnemidlerne skal bæres. Men når døren åbnes for ekspertens blik, og kælderens aflange gang afsløres, er virkelighedens krop uden sluse. Den nøgenhed, der iagttages, er ikke kun fysisk, men også den blottelse, der sker, når ord ikke længere matcher verden.Vidnesbyrdene fra beboerne udvider sprækken. Det er ikke kun én kvinde, men flere, der beretter, at reglerne ikke er følgesvende på denne vej. Selskabet skriver stadig, at det tages alvorligt, konsekvenser anes, men handlingerne skjules i det uvisse. Fagforeningsmanden fremmaner fortvivlelsen: “De ansatte kan få varige skader og mén. Hvor er arbejdsmiljøorganisationen?”Alligevel: Officiel afvisning følger straks, og boligselskabet insisterer på overholdte regler og bedste praksis; virkeligheden bliver tospaltet, skilt mellem det skrevne ansvar og det observerede fravær.Sådan er der også den mand, der åbner kælderdøren: bærer åndedrætsværn men ikke heldragt, træder fornuftsstridig mod asbeststøvets usynlige trussel, klædt i polotrøje og arbejdsbukser. Eksperten ser, og dommen er klar: Der er ingen beskyttelse, ingen kontrol; kun risiko for spredning, for negligering af det, der ikke blot er formularernes imperativ, men den konkrete andens krop. “Det er dumt,” siger fagforeningsformanden, og et enkelt konstaterende ord får hele tyngden.Ansvar flettes ind i uklarhed. Hvem arbejder i denne kælder? Selskabets svar glider, identiteten er ukendt. Tavsheden breder sig, som asbesten kan gøre det. Forskellen på skrivebordsregulering og håndens praksis står skarpt frem.Når regler sløres, handler det ikke kun om at følge anskrifter, men at forstå ethvert individs potentiale for at pådrage sig skade eller påføre andre skade. Her åbner sig spørgsmålet, ikke om skyld alene, men hvilke grundværdier, som må betinge vores omgang med risiko og ansvar. Et samfund foldes ud i dets mådehold, dets villighed til at bære hinanden eller til at vende ryggen.Afslutningsvis runger ekspertens anelse i tomheden: Er det da samfundet, der ender med at bære byrden, betale prisen, hvis den enkelte ikke forholder sig til ansvaret? Stille står det tilbage: Mellem kældergange og lunger, mellem vidnesbyrd og regelsæt, står spørgsmålet: Hvor meget tåler vi, at fornuften bliver undergravet lærredet for ligegyldighed og sædvane? Tåler vi, at etik bliver til formalitet og vores kroppe ja, vores fællesskab betaler den ubønhørlige pris?En smule støv det er alt, hvad der skal til.
Asbestmistanke i Tingbjerg: En dør står på klem og fagfolk gyser.I Tingbjerg, et roligt kvarter hvor svalegangene får lyset til at danse i betonen, har dørene til omkring 2000 kælderrum stået låst siden forsommeren. De skulle beskytte beboerne mod det usynlige, det tyste og uhyrlige: asbeststøv. Pludselig blev kældrene forvist, adgangen til arvestykker, barnevogne, drømmen om et tørt sted til vinterdæk på et øjeblik forsvandt muligheden for at hente et frimærke eller en faldskærm.Men nu svæver mistanken om, at faren ikke alene skjules bag døre og advarsler, men måske har sluppet fri sammen med de, der arbejder på sagens kerne og det, uden det nødvendige værn. I betongangen på ydersiden af byens rum fornemmer man en rådvildhed, en knirken under orden, som ikke nødvendigvis markerer, at sikkerheden altid tager bolig i de regler, man skriver. Jeg har set dem gå ned uden maske på, siger Torben Roed Christensen, én af de mange, hvis kælder nu kun findes som et længselsfuldt minde. Ordene falder, som om de selv kunne rejse støv; syn med sag og nævnte ansigter, der forsvandt ned ad trappen helt ubeskyttede.Eksperters advarsel hænger over sagen som en tung dyne. Lars Gunnarsen, professor emeritus og civilingeniør, trækker vejret langsomt, næsten metaforisk, mens han indfører læserne i asbestens giftige regnskab: Det er en meget lille eksponering, der skal til for at øge risikoen for kræft i lungerne. Der er ikke plads til overbærenhed i denne alvor.Men regelsættene bliver svaret tilbage med fra boligselskabets side i flade vendinger og undvigende skrift; de nægter fornægtelsen, de mærker ingen sprækker i facaden. Det er blevet indskærpet over for alle medarbejdere, at værnemidler er obligatoriske. En sluse eksisterer, bliver der sagt, og der myldrer tvivl frem som græs mellem sprækkerne.For hvad nytter en sluse, når Lars Gunnarsen på egen hånd ledsaget af undrende beboere finder sig selv stirrende ind i en åben gang, uden nogen lufttæt forsegling, kun det forbudsskiltene tilbage? Hold da op. Der er ingen sluse, udbryder han, som var han tilstede ved afslutningen af en forestilling, der ikke stemte overens med manus.Vidneudsagn vælter ind: beboere, bestyrtede over, hvad de mener at have set; ansatte, der færdes i de lukkede kældre uden masker, uden heldragter, som var reglerne hovedløse kyllinger. Fagforeningens formand Bo Kjærulf ryster næsten på ordene, mens han siger: De ansatte kan få varige skader og mén. Der må være nogle, som skal have fat i noget her. FSB flytter ansvaret rundt, som om det var et stykke papir, der ikke kan bortskaffes. Hvem er 'manden i døren', som TV 2 Kosmopol møder iført åndedrætsværn, men kortærmet, med håret bart? Hverken entreprenør eller boligselskab peger på nogen. En slags spøgelse, der kun eksisterer i det øjeblik, kameraet fanger ham.Asbesteksperten ser optagelserne, ordet dumt finder pres i mundvigen, og udtrykket strækker sig ud mod læseren. At bære værnemasken, men ikke heldragten, at lade asbestpartikler følge med ud i det fri det er som at duske ild med benzin. En insisteren på, at proceduren kun gælder de helt og fuldt beskyttede, men ikke alle de andre, der går ind og ud af døren, uanset markering.I artikler og notater gentager boligselskabet sine positioner, uden at substantielt trække trådene sammen. De siger, det kan “se ud som om” ansatte bryder reglerne men det er, fordi værnet tages af og på bag lukkede døre, ude af syne. Der trækkes forskelle på zoner, renset og kontamineret, så de forsvinder i juridisk tåge.Men tilbage står beboerne, eksperterne og fagforeningen: Det virker jo underligt, lyder ekspertræsonnementet, at nogen bryder reglerne for området. Det er samfundsfrustration i koncentreret form; at systemet, det der skulle vogte mod det skjulte, ender med at blive en kulisse, hvor man måske har ladt asbestpartikler slippe forbi og ansvaret passere som så meget andet.I denne dør, på gløtt, mellem kælder og parcel, hænger spørgsmålet stadig som støvedobler, let i vind, tung i åndedrættet: Hvem tager ansvaret, hvis ikke de, der skriver skiltene? Kælderdybet trænger sig på, og svarene sniger sig ud ad bagdøren.