Lignende artikler; 1
Lige nu: Henrik Sass Larsen i retten En dag med fortidens skygger på anklagebænken.Det er ikke hver dag, Livets Stoiske Mænd med slips og røde partibøger sætter sig i vidneskranken, men sådan en dag er det i dag. Retsbygningen summer, som om alle har slugt en halvt for gammel energi-drik. Efterhånden som folk får sat sig, ankommer Henrik Sass Larsen med håret og trætheden, der kun fås efter mange år i Folketinget og en depression oveni. Han er ikke kommet for at stemme om burkaforbuddet, men for at svare på anklager om besiddelse af materiale, man allermest burde få slettet fra verdenshistorien.En digital minefelt og jagten på fortidenSagens anklager, Maria Cingari, trækker det ene ord og sætning frem på storskærmen efter den anden: “baby rape” og “young girl”, fortalte hun, var blandt de søgeord, computersystemerne havde gravet op fra Sass’ såkaldte Tor browser. “Kan du forklare, hvordan de søgninger kan opstå?” lyder spørgsmålet, som runger lidt i salen. Henrik forsøger, lidt som den elev der aldrig har fået lavet sine lektier, men stadig satser på bonuspoint for god vilje: “Når man er syg og selvmordstruet, så tænker man ikke over det. Mine handlinger var ikke toprationelle”.Man mærker, salen holder vejret. For hvad siger man? Hvad tænker man, når et tidligere folketingsmedlem siger, han ledte efter sig selv som offer på alverdens mørke hjørner af internettet? At det er lidt som at lede efter guld i en mødding. Uden rigtigt at blive overrasket, hvis man finder noget frygteligt.Familien: En skrøbelig æske fyldt med hemmelighederSådan er det, når fortidens skygger bliver for levende. Henrik fortæller om moren, der har stillet sig frem i avisen, mens faren for længst er væk. Søstre, der ikke kunne klare flere livsbelastninger. En familie, grå i kanterne, hårdt brugt. “Vi har alle været anbragt,” siger han. Det er sætninger, man kan puste støv af i mangen en dansk barndom.Bitcoins og de sorte markederMens folk i salen vist prøver at forstå, hvordan internettet og depressioner kan gå hånd i hånd, hiver anklageren transaktionslister frem. Bitcoins, digitale porteføljer, beløb, der ifølge politiets etiketter går til “børneporno”. Henrik følger pengestrømmen, men ikke for pengenes skyld hævder han. Søvnløse nætter. Timer foran skærmen, i håbet om at finde de voksne, der førte børn ind i mareridtet. Det føles, som om han gerne vil løse sagen selv. Gå op i den store knirkende vindeltrappe og komme ned igen med sandheden. Problemet er, at sandheden nogle gange ligger imellem alle de forkerte filer, og dét er en farlig omgang.Materialet, sofaen og den digitale kriminalitetHenrik beskriver klippene: En grøn sofa, et barn, der er ham selv, siger han. Ansigterne sløres, måske bevidst, måske af tidens tand. Det hele sker via links, på Wickr og Snapchat, forsvundne og væk, men ikke fra hukommelsen. Men han burde ikke have downloadet, skulle man mene. Man sidder og venter på, om tilgivelsen følger med fortiden, når den har været så beskidt.Anklageren spørger skrapt til, hvorfor han ikke bare gik til politiet. “Jeg har altid ordnet det selv,” siger Henrik. Men måske er det netop derfor, han sidder her nu, blandt skærme, noter og advokatkufferter.Dukken den sidste rest af uskyld eller bevismateriale?Også en barnedukke spiller sin rolle. Ifølge anklageskriftet var den skåret op i skridtet men ifølge Henrik og hans forsvarer, findes der ingen seksuel hensigt. Her bliver retslokalet pludselig helt stille alle venter på at forstå, hvilken side af virkeligheden de skal tro på.Et liv splittet i og uden for retssalenDer bliver vist materiale, men kun for dommeren og anklageren. Pressen og publikum må tænke sig til gruen, og måske er det lige godt. Henrik Sass Larsen svarer sig fri han nægter sig skyldig og ønsker sig frifindelse eller strafrihed. Ifølge forsvareren er det måske nok ham, der gemmer på materialet, men motivet er ikke seksuelt. Ikke i klassisk forstand.Sådan sidder han der, Henrik tidligere minister, barndommens ulykkesfugl og forsøger at balancere fortiden, som om han gik på line hen over mørkets internet. Mens pressen tager notater, og advokaterne skubber papirerne tættere på sig, erkender han, at “det ikke var rationelt”, men at det i hans hoved var nødvendigt.Retssalen samler sig; måske samler vi på denne dag alle på forfærdelse, tvivl og vanskelige svar. For midt imellem anklager og forklaringer ligger den danske sjæl: fuld af gråzoner, sår og forsøg på at klare alting selv.
Skyggernes Ret: En Dag i Retssalen med Henrik Sass Larsen.I det grå lys, som kun en retssal kan kaste over folks ansigter, udspiller sig på denne junidag et drama, der rækker dybere end den enkelte anklagedes skæbne. Her er ingen lette svar, kun en afgrund, som åbner sig under følelsens og fornuftens sammenstød. Henrik Sass Larsen, en mand, der engang bar ansvar for samfundet, sidder nu selv i samfundets sal af dom og tvivl.Han ligner os andre, men er gennem sit syskrin af fortid, embedstitel, og indre brist andet og mere. En eksistens prøvet af skæbner, både egne og andres. På denne dag rækker det ikke med kløgt eller moralsk habitus; noget andet står prøven. Anklageakten læses op med rutine, men rummets atmosfære vibrerer ved de ord, som ikke kan forties: Børn, billeder, film, en verden af overgreb.Første akt: Søgeord vises på skærmene. En remse af rædsel baby rape , young girl . Specialanklageren spørger ind, som var hun på jagt efter det, der findes bag øjnene. Henrik Sass Larsen svarer med tøvende sætninger, ord der synes at ringe, uden at nå helt ud. Nej, han kan ikke benægte, at sådanne søgninger kan have fundet sted, men insisterer, at intentionen var andetsteds, et forsøg på at finde sig selv som barn, at finde en sandhed, hvor mareridtet måske kunne bindes ind i forklaring.Retsmødets dialog balancerer mellem rationalitet og smerte: Var du klar over, at det var ulovligt?, spørger anklageren. Nej, ikke oprigtigt, svarer den tiltalte. Når ens sind er syg, og selvmordstankerne truer, forsvinder skellet mellem rigtigt og forkert, hævder han. Handlingerne fletter sig ind i natten, hvor søvnløshed og fortvivlelse tærer på al dømmekraft.Her gives ikke plads til forældrenes faste favntag. Moderen omtales som fjern, anklagende, faderens skygge endnu fjernere, allerede forsvundet bag dødens gardin. Søstre med ar på sjælen, barndommens anbringelser alt et billede af isolering, hvor løsningen bliver den ensomme søgen. En mand, som tror han må løse sin gåde selv, for sådan var det altid.Transaktioner føres frem, bitcoins, sort markeret som børneporno. Anklageren spørger, om depression og denne form for digital efterforskning kan sameksistere. Henrik Sass taler om nætter uden søvn, om at kaste sig ind i kaos, der måske kunne lede en til opklaring, om end prisen var forfærdelig.Det mørkeste udsagn falder i sekundet, hvor barnets skrig ekkoer tilbage fra fortid til nutid. Et videoklip modtaget, synet af sig selv, barn på grøn sofa, voldtagen, mens gråden trækker spor af et liv, der splitter sig i tusind stykker. Motivation, hævder han, var ikke begær, men desperation at genkende ansigter, afkode omstændigheder, bevise sandhed eller finde retfærdighed. Et forsøg så tåget, at det kun kan forstås i fortvivlelsens grænseland.Retsmødets konkrete elementer trækkes frem. Måske, spørges der, kunne man have søgt ord som green sofa , måske eget navn. Men alt, forklares det, sker i mængde og tempo downloadede filer, tusinde billeder, hvor overblik forsvinder i mylderet. Nogle optagelser forsvandt straks, udsendt via Snapchat og platformen Wickr, dømt til øjeblikkets forsvinden, men efterlod sindet uden søvn.Senere ruller sagen videre: En dukke fundet på adressen, indkapslet i diskussionen om hensigt og konstruktion. Forsvareren lægger vægt på, at ejermålet ikke var seksuelt. Anklageren dvæler ved detaljerne, retssalens realitet fjerner sig igen fra almen logik.De faktiske beviser computere, iPads, iPhones listet, beslaglagt, analyseret. Materialet vises for retten, men ikke for offentligheden; noget kan ikke tåles af flere øjne end dommerens og parternes.Så står Henrik Sass Larsen, som dagene måler et menneskes vægt af skyld og skæbne. Han nægter sig skyldig, men erkender besiddelsen en erkendelse hvis moral er indviklet i en spiral af selvransagelse og undren: Hvor langt kan et menneskes forsvar række, når fortiden melder sig i det nuværende, og sindet splittes mellem at søge retfærdighed og følge lovens snævrere spor?I retssalens kolde neutralitet kryber håbløsheden ind og lægger sit tag over tanken: Når menneskets fortid ikke kan tales væk, men kun spores i handlinger, de fleste ikke forstår, opstår muligheden for, at ingen dom kan bringe afklaring. For hvor smerte og skyld blandes med afmagt og længsel, forsvinder den entydige sandhed. Slet ikke i dag, slet ikke for Henrik Sass Larsen.
Henrik Sass Larsen i retten: En mørk dag på Frederiksberg.Der sidder han lysstofrørene knitrer, bænke skraber mod gulvet, og man kan stadig lugte de harske papirbunker fra sagsmapperne, der klapper, igen og igen. I dag var det ikke endnu en kommissoriedebat eller kaffegrums i partigrupperne, der kaldte Henrik Sass Larsens navn op i offentligheden. Det var retsmødet, det ubarmhjertige retor, hvor sandhed vejes, og menneskets moralske dunkle afkroge skrælles skånselsløst bort.Anklageskriftet kom hurtigt på bordet: 6.242 billeder. 2.231 filmklip. Scener som dette land ellers kun tillader at vissenavne viskes i de blegfede baggårde til internettet. Politiets efterforskere og specialanklageren havde arbejdet tålmodigt, køligt og fandt i deres digitale gætteleg alt fra Tor-browserens hemmeligheder til et bundt bitcoins hæftet fast til kryptiske, svedende overførsler.På skærmene, under den institutionelle belysning, blev søgeordene listet op. “Baby…” resten forsvinder under tung tavshed. Henrik Sass Larsens forsøg på forklaring var som en rodet tråd ud af det traume, han selv påstod at opsøge: Han ledte efter sig selv som barn, han havde modtaget klip, hvor angiveligt han selv blev misbrugt et par år gammel, grøn sofa, voksne uden ansigter, men alligevel så frygteligt nærværende.“Du har aldrig søgt på…” spørger specialanklageren. “Det kan jeg ikke udelukke,” svarer han. Det er som en dans over et bjerg af glasskår: Under hans forklaring sløret af depressionens mørke og selvmordstanker, der, ifølge ham, gjorde, at han ikke overvejede loven. Han forklarer, at det gav ham ro at beskæftige sig med projektet om natten, at scrollen på skærmen, de digitale skattejagter efter gerningsmænd, var et forsøg på selv at konfrontere fortiden.Familien? Moderen i Ekstra Bladet, der har kaldt ham løgner. En død far. Søstre, han ville skåne. Selvforvaltning af ulykken, sådan har han altid gjort, fortæller han og derfor søgte han kun indad, da han i 2018 første gang modtog de anklagende billeder. Ingen politi, intet netværk, kun ham.Bakpassagen ind i sagens detaljer er brutal: Billeder og filmsekvenser fundet på laptops, iPad, iPhones. Overgreb man kun nævner med frygt for at besudle sproget. Tilføjelsen med det sære fund af en dukke skåret op i skridtet hæver blot stemningen til det groteske, en kulisse af perversion, hvor intet er som det ser ud.Men han nægter, at det hele var for seksuel tilfredsstillelse. Han anerkender besiddelsen, men insisterer på, at intentionen ikke var forbrydelsen men selverkendelsen; et stykke privat efterforskning, drevet af fortidens ekko.Materialet blev af nåde ikke vist til salen. Kun retten fik det at se. Pressen og tilhørerne kunne blot fornemme skyggerne af de rædsler, der nu pinsomt bliver belyst.Vi sidder tilbage i retssalen, hvor sæderne knirker, glassene klirrer, og ingen rømmer sig. For hvordan måler man skyld i denne verden, hvor fortidens overgreb måske driver nutidens handlinger? Kan en retssal rumme hele dette mørke eller blot forsøge at navngive det?Henrik Sass Larsen nægter sig skyldig. Hans forsvarer med hver sætning glimtende af desperation og juraens snoretræk kræver frifindelse eller straffrihed. En tragedie foldes ud på åbent gulv: Barnet, der ikke blev reddet; manden, der måske søgte sig selv og samfundet, som nu må dømme, hvad der er sandhed, og hvad der kun er endnu en fortælling.Dommerens hammer vil falde, lyset vil gå ud og mørket det har allerede lagt sig over salen.