Ørsted vender blikket hjemad: Vind på havet og kapital fra staten.Af Maria Nørbæk.I de glitrende kontorer på Kraftværksvej blev der i mange år kastet globusser op i luften, mens der blev peget på Taipei, Texas, og Torremolinos. Ørsted ville være verdenshavsbølgens hersker, tidens store grønne eventyrer, energiens Columbus. Havvindparker fra øst til vest, nord til syd det var visionen. Med raske trin og høje ambitioner gik selskabet ud i verden. Men så begyndte virkeligheden at blande sig i eventyret.De lave renter, der havde løftet selskabet som vinden under en drage, forsvandt. Komponenter blev forsinket med skæve containere og kolde øjne i tolden. Over Atlanten gibbede Donald Trump i vinden: “America first ikke så meget vind.” Markedet pustede Ørsted i nakken, og optimismen blev lidt klemt, som en våd sok i en gummistøvle.Så nu står direktøren, Rasmus Errboe, med en plan, der minder om det charmerende hus, man genopbygger efter et stormvejr. Først søgte man i den store verden, men nu skal der bygges, hvor der allerede ligger fundament, nemlig i de vindbæltede europæiske have.“Vi er i fuld gang med at genrejse Ørsted efter de seneste års vanskeligheder, og kapitaltilførslen på 60 milliarder er et nødvendigt skridt på den rejse,” siger Errboe, mens han smider slipsenålen og kigger ud over horisonten, hvor møllerne snurrer som mælkebøttefrø i april. “Den giver os et stærkt økonomisk fundament til fremtiden, og vi er meget bevidste om den tillid vores hovedaktionær udviser. Det forpligter.”At skulle bede om 60 milliarder kroner hvoraf staten, i rollen som solid plejeforælder, gladeligt lægger 30 milliarder er ikke småting i moderne erhvervsteater. Kapitalindsprøjtningen er nødvendig medicin for at få selskabet på højkant igen og levere den investeringsplan, man præsenterede i februar.For det er i Europa, Ørsted skal finde sit nye lempelige fodfæste for her blæser der friske vinde, ja, rigtig meget vind faktisk. “Havvind er en hjørnesten i opgaven med at sikre energiuafhængighed i Europa. Som markedsleder med mere end 30 års erfaring kan vi bidrage til at løfte den opgave,” konstaterer Errboe nøgternt.Tallene er svimlende, og det er ikke kun fordi, de skal hejses op i tårnhøje regneark: Fra de nuværende 37 gigawatt havvind kan Europa måske opskalere til over 300 gigawatt inden 2050. En elektrisk fremtid rykker nærmere og Ørsted vil være med, ikke kun som aktør, men som sceneinstruktør.Imens understreger Errboe, at kerneforretningen selve driften af energiparker stadig kører stabilt, trods medvind og modvind. Og der er udsigt til at sælge ejerandele i parker for minimum 35 milliarder kroner i 2025 og 2026. Så måske kan der igen udbetales udbytte til de tålmodige aktionærer. Sidst det skete var foråret 2023, og mon ikke det efterhånden føles lige så længe siden, som dengang verden var åben og vindmølleeventyret stadig duftede af vand og vovemod?Alt imens Europa sætter fuld fart på den grønne omstilling, trækker Ørsted sit kompas ind mod nærmeste kyst og måske er der alligevel, som sangen siger, vind i sejlene.
Titel: Mellem Havn og Horisont Ørsteds Nye Kurs i Havvindsblæsten.Mandagens morgen bragte ikke bare dug på de danske marker, men også nyheden om, at Ørsted nu rækker hånden ud til sine ejere med ønsket om 60 milliarder kroner penge, der skal danne bolværk mod de uimodståelige dønninger, selskabet har oplevet de seneste år. Med et blik rettet mod horisonten erkender selskabets direktør, Rasmus Errboe, at tidens vinde må sejles udenom, og kursen må sættes skarpere og mere snævert end før.For ikke længe siden tumlede Ørsted med storslåede drømme om havvindparker spredt over hele verden, som om optimismen selv kunne bygge fundamenter på fjerne kontinenter. Drømmene blev næret af historisk lave renter og en verdensomspændende grøn begejstring, der gjorde optimismen til en kapital, ikke blot i regnskabets kolonner, men i åndens svære væv.Men virkeligheden lod sig ikke anfægte af visioners ildhu. Højere renter kastede lange skygger, globale forsyningskæder vaklede, og politisk modvind ikke mindst på den amerikanske østkyst, hvor et genlydende America First rungede satte sig som et koldt gab omkring planerne. To gange måtte Ørsted justere kursen, lade planer fordampe som havgusen. Sådan indhenter historien selv de mest visionære.Kapitaltilførslen, hvor den danske stat bakker op med en ejerskabstrofasthed, der binder folket til sin egen energiudvikler, er sådan slet ikke blot økonomi, men et tillidsskæbnefællesskab. Errboe udtrykker det med bevidsthed om ansvarets vægt og løftets tyngde: Vi er i fuld gang med at genrejse Ørsted efter de seneste års vanskeligheder. Kapitaltilførslen er et nødvendigt skridt. Den giver os et solidt økonomisk fundament til fremtiden. Orienteringen er klar. Hvor man før ville favne hele verden, handler det nu om at styrke sine rødder hvor de stikker dybest i Europa, hvor havene selv kalder på forvandling fra rå element til grøn strøm. Her, i det gamle kontinents vindomsuste farvande, ser Ørsted sin fremtid. Ikke længere som global guldgraver, men som kender af egne have og mærker.Målet er ikke kun selskabets, men kontinentets: energiuafhængighed og en fremtid, hvor vinden for bestandigt lader sig knytte til den menneskelige livsførelse. Havvind er hjørnestenen, og som markedsleder med over 30 års erfaring kan vi bidrage væsentligt til opgaven, siger Errboe. Og han risser tal i sandet: Fra 37 gigawatt nu, til over 300 i 2050, er der en vej, der venter på modige skridt.Grundforretningen energiparker driftet med omhu er fortsat sund. Men nøjsomhed og mådehold må ledsage visionerne. For at bestige næste bølgetop planlægges frasalg af ejerandele for mindst 35 milliarder kroner i den nærmeste fremtid. Udsigten er, at aktionærerne, hvis tålmodighed har været prøvet, igen kan vente et afkast, måske allerede fra 2026.Historiens alvor, fremtidens håb, og kapitalens nødvendighed samlet i én gestus: Ørsted forankrer sig ikke kun i Europas havbunde, men også i den etiske fordring, som følger af at få tillid skænket. Det er et ansvar, der kræver sit blik for både nødvendighed og muligheder mellem havn og horisont.
Vindens Vej: Ørsted skærer verdensdrømme til for fremtidens europæiske storme.Endnu et kapitel blafrer i Ørsteds fortælling om havvindens muligheder og modvind og kursen står nu knivskarpt mod Europa. For blot få år siden svulmede ambitionerne som dugfriske bølger mod horisonten. Kontinenter og oceaner skulle indtages af grøn energi, og verdens metropoler skulle forsynes fra danske turbiner rejst i fjerne vande. Der var fremdrift, penge på markedet, optimismens jazzede rytmer og rente niveauet svævede lavt som den første svane en forårsnat.Men så vendte vinden. Renterne steg, forsyningskæder kom knirkende i udtrådte sandaler, og gamle tiders spøgelser tidligere præsidenters vendekåber og protektionistiske teser gik igen under overfladen. Og pludselig måtte det tidligere så verdensvende Ørsted hæve hånden og tegne sine horisonter om.I dag har ledelsen parkeret de mest dristige fremtidsscenarier, og beder nu i den eftertænksomme blæst sine aktionærer om at spæde til fællesskabet med 60 milliarder kroner. Den danske stat, blårandede regnbue i aktiebogen, stiller sig solidt bag med et løfte om at spæde 30 milliarder. Til genopretning; til genfødslen; til realismen.Administrerende direktør Rasmus Errboe formulerer det som genopstandelsen af et selskab, der har vaklet gennem stormvejr. Kapitaltilførslen er ikke et spørgsmål om luksus, men om liv. ”Den giver os et stærkt fundament til fremtiden,” lyder ræsonnementet. Det ansigt til ansigt med de krav og drømme, der nu engang følger med at rende rundt med kongerigets sparebøsse i lommen.Og han tøver ikke med at pege ud over det europæiske landskab hvor vindmøllernes rotation kastes som skygger på et fundamentalt opbrud. Europa har travlt i stuen med at genopdage sin energiuafhængighed, og Ørsted vil bygge sine skibe til dette marked; ikke nabofjernsynets, men egne fjorde og kyster. ”Det fremtidige Ørsted vil primært være fokuseret på havvind i Europa,” sætter Errboe bue under. Tallene vejer på vægtskålen: Europas 37 gigawatt vindkraft kan hvis visioner bliver virkelighed svulme til 300 gigawatt i 2050. Skulle man for et øjeblik glemme bruddet med storpolitikkens globale nadver, virker det næsten poetisk: en permanent sammensmelten af salt, blæst, og teknokratisk fornuft.Bag dette rides altid det gamle dagsordens-spil for aktionærerne. Forretningen er, hævdes det, ’fundamentalt sund’. Nye projekter kan opstå, når ældre skibe sælges: I lenestolen venter 35 milliarder kroner i planlagte frasalg og hvis alt flasker sig et genoplivet udbytte allerede fra 2026. Aktien, der er gledet ud af danske folkemunde i de senere år, hænger nu som sommerregn i luften måske kommer den, måske må man vente.Fremtiden for grønnere energistrømme er som altid usikker. Men mens den danske havvindsgigant samler sig om kontinentet, kan man endnu engang registrere udsigten: Fra håbefulde verdensdrømme til benhård, europæisk virkelighed. Det er måske ikke den store wagnerske ouverture men dog energi til kommende årtiers drift.