Mand fundet livløs i grøftekanten ved Tølløse: 65-årig cyklist død trods hurtig indsats.Der går ikke mange søndage før de slår klokken 17 uden at bønderne omkring Tølløse ænser trafik i vejkanten. Men netop denne søndag var rabatten farvet af noget andet end mælkebøtter og flygtige sommerfluer: En 65-årig mand lå livløs i vejens bløde jord, klædt i cykeltøj, fanget i et mærkeligt limbo mellem asfalt og himmel.Klokken var 16.55, da Midt og Vestsjællands Politi fik meldingen. Der blev ikke trukket på smilebåndene i vagtcentralen, kun på sirenerne mod Aastrupvej 72, hvor Landevejen bliver til mere end en streg på kortet og cykeldæk indimellem taber greb om virkeligheden. Ambulancen bumlede frem, som om den ville skynde sig, men vidste, at det ikke altid hjælper at have travlt.Politiets vagtchef, Mikael Rahn, fortæller: ”Vi finder ham iført cykeltøj, liggende ukontaktbar i rabatten, og det er vores opfattelse, at han med største sandsynlighed har fået et ildebefindende. Intet tyder nemlig på, at der skulle være sket en påkørsel.”Der var intet drama, ingen dækskælven mod lak, ingen blik der vendte sig væk i skyld. Bare en mand, navnet nævnes ikke her, men ordene ”fra København” lægger sig som en vindblæst etikette på sagen. Redderne kæmpede, men det hjælper nogen gange ikke at ville det bedste. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men livet var allerede på vej videre, og kort efter blev han erklæret død.Lyset ved Landevejen er allerede begyndt at ændre sig, men det gør minderne ikke nemmere at finde hoved og hale i. Politiet undersøger hændelsen nærmere. For måske har du, kære læser, kørt den vej. Måske har du set et menneske, der ikke virkede underligt, før han pludselig gjorde det. Hvis nogen på strækningen op til klokken 16.55 har set noget et blik, et cyklists vejrbidte pandefure så beder politiet om, at vidner ringer på 114.Imens står grøften tavs tilbage, og cyklerne slider videre, som om de ikke har bemærket noget.
Menneskets skrøbelighed blottet i vejkanten: En mand fandtes livløs i Tølløse.Søndag eftermiddag opstod der en stilhed på Aastrupvej, hvor hverdagen ellers bevæger sig på sine bløde hjul gennem landskabet mellem spirende marker og tynde linjer af asfalt. Klokken var 16.55, da et opkald rykkede politi og ambulance ud til mødet mellem Aastrupvej 72 og Landevejen i Tølløse, hvor en mand var blevet fundet liggende i rabatten, fraværende for verden.Den 65-årige, klædt i cykeltøj og måske netop på vej ud i den fri luft for at mærke hjertets bank og blodets pulsen igennem årernes snævre karré, lå nu ukontaktbar mellem grøftens græs. Da de professionelle nåede frem, var menneskelig kontakt reduceret til en tavs gestus; han svarede ikke. Kun stilheden den uendelige, omfavnende stilhed, der ofte indfinder sig, hvor livet ufravigeligt skilles fra kroppen. Ifølge myndighedernes opfattelse bærer situationen præg af, at et ildebefindende blev mandens sidste følgesvend. Ingen spor af påkørsel, ingen oplagte tegn på drama blot en markering af, hvor uforudsigeligt vores ophold i verden kan ophøre. Omgivelserne, som et øjeblik før var scene for de daglige rytters motion og uanede drømme, blev nu en plads for eftertanke: Livet er givet os, men aldrig på ubetinget vis.Den 65-årige, hvis hjem havde rodfæste i København, blev hurtigt overført med helikopter til Rigshospitalet. Teknologiens muligheder rakte imidlertid ikke ud over naturens uafvendelige grænse: Manden døde kort tid efter ankomsten, og byens puls gik upåvirket videre, mens endnu en familie erfarede livets ugentagne alvor.Myndighedernes efterforskning vil nu søge klarhed, hvor uro hersker, og sammenstykke hændelsesforløbet, som kun de nærmeste vidner med sikkerhed kan male. Derfor rettes en stille bøn til enhver, der på sin vej gennem det vestlige Sjælland i løbet af eftermiddagen lagde mærke til noget: Enhver sandet i denne mosaik kan være væsentlig. Kontakt politiet der er måske et svar, der mangler at blive givet.Vi fratages aldrig det etiske ansvar, når vi betragter vores medmennesker falde. Der er ikke tale om eksistentiel højtidelighed for dens egen skyld, men netop om det, der er så svært at rumme: At mennesket både lever og dør iblant os, og at vi indimellem, i skovlysets skær eller på asfalten, aner vores egen grænse og hinandens.
Mand fundet livløs ved Tølløse: Et hjuls stop midt i landskabets uendelighed.Tølløse, det blide, bølgende landskab, hvor skyerne trækker skygger hen over markerne, blev søndag eftermiddag hjemsøgt af en stilhed. Klokken var 16.55, da virkelighedens diskrete drama foldede sig ud præcis der, hvor Aastrupvej kysser Landevejen. Tilfældige blikke fangede noget uvant i vejsiden: en menneskekrop — krøllet i rabatten, cykeltøj mod grus; en intens pause midt i livets daglige strøm.Politi og ambulance fór til stedet med blinkende dioder, som om tiden kortvarigt svingede til undsætning, men intet kunne kalde den 65-årige mand tilbage fra den grænse, han netop havde krydset. Ukontaktbar, sagde de. Ikke længere iblandt os trods maskinernes desperat-optimistiske kurren og hænder, der famlede efter puls og åndedrag. Der tegner sig et tydeligt billede: intet mistænkeligt, ingen vrede dækspor eller buler, ingen flugtbil, kun en slags uendelig fred, som om han blot var standset for at nyde udsigten og blev hængende i stilheden.Som vagtchefen meddelte ud til offentligheden, lød der ingen antydning af påkørsel. Alt pegede i retning af, at livet på cykel, så frisk og på rejse, blev afbrudt af en pludselig indre stilhed, en skrøbelighed, der overrumplede midt på landevejen. Manden, der ellers hørte hjemme under hovedstadens hektiske himmel, blev straks fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men også der måtte lægerne bøje sig for det uafvendelige.De nærmeste er nu underrettede; savnet råder.Nu følger behovet for at forstå. Politiet ønsker, at mennesker, der på denne søndagscyklus måske lagde mærke til et menneske på vej — hvis nogen i skyggen af et sekund gemmer et vigtigt fragment af forklaringen — vil række ud og dele hvad de så. Om det så blot var et venligt nik på strækningen. Derfor lyder opfordringen: Henvend dig, hvis du ved noget. Overgangen fra liv til død kræver sine vidner, vi skylder hinanden et forsøg på at forstå det, som altid føles meningsløst.En mand, et øjeblik, en landevejstrægen, hvor asfalten og tiden pludselig blev uforenelige størrelser. Hverdagens konkrete virkelighed og den store tavshed, side om side.