Håndværkerelever strømmer til hovedstadens erhvervsskoler.Af hjertet, ja, det banker. Og det banker for flere, end man skulle tro, i takt med at den københavnske asfalt tørrer efter vinteren og inviterer til nye begyndelser. På Technical Education Copenhagen, også kendt som TEC, har man mærket et sus af liv de sidste par år, ikke kun fra byggestøvet, men fra selve ungdommens små fingre: Over 30 procent flere ansøgere har søgt ind på erhvervsuddannelsernes grundforløb direkte efter 9. klasse. Det skriver DR Nyheder, og de plejer jo at skrive sandheden, selv om deres kaffe altid er kold.Men hvad får de unge københavnere til at droppe kursen mod gymnasiet til fordel for røde mursten og blå overalls? Måske en snert af træthed over gloselister og geografiparate prøver. Måske drømmen om at bygge noget, man kan tage og føle på. Eller måske, hvis man spørger de voksne på TEC, fordi folkeskolerne i de senere år har lavet et nummer ud af at fortælle de unge, at det faktisk er helt i orden ikke at ville være cand.mag. i hvilket som helst. Ofte ender denne besked dog pakket lidt ind i forsigtighed, men det betyder åbenbart ikke så meget længere.Noget har virkede, i hvert fald, og TEC’erne mærker suset. Samarbejdet med folkeskolerne får æren. Lærere, der vover sig ud blandt ledninger og vaterpas, elever der får lov at se en svejsemaskine i levende live og ikke bare i bøgerne. Svedige rundvisninger, en lugt af olie eller måske er det bare forventningens glæde, der hænger i luften.Men, og der er altid et ’men’ i disse historier: Sammenlignet med resten af landet holder hovedstaden stadig laveste kadence, når det gælder unge, der vælger en erhvervsuddannelse. Her er der stadig flere, der hellere vil gå den lige vej igennem studentertiden med misundelsesværdig selvfølgelighed; gymnasiet troner stadig som førstevalg over murstenene, rørtangen og frisørsaksene.Så hvad er det lige, vi står med? Jo, noget bevæger sig derude, i klasselokalerne og på byggepladserne. Hovedstadens unge har fået øje for håndværkerstoltheden, og måske måske er dette bare begyndelsen.For man kan godt skrive sig stolt ud af et forløb, der endte med noget, der kan måles i mursten, træspåner eller den dér fornemmelse af at have sat sit aftryk, bogstaveligt talt. Måske er det ikke bare københavnerluften, men et lille strejf af fornuft, der endelig har sneget sig ind.
Håndværkerelever vælter ind på hovedstadens erhvervsskoler.I den gryende morgen, hvor tankens strømme bevæger sig ad sine egne, forunderlige veje, løber også en ny åre af ungdommens valg gennem hovedstadens gader. På det, der i en rationel betragtning blot kunne benævnes som hovedstadens erhvervsskoler, glider en strøm af nytilkomne elever, der med ubemærket alvor træder ind i håndværkets forpligtende fællesskab.På blot to år har Technical Education Copenhagens erhvervsuddannelser oplevet en stigning på over 30 procent i antallet af unge, som indskriver sig på grundforløbet lige efter 9. klasse. At DR Nyheder rapporterer om denne mærkbare stigning, er ikke blot en ligegyldig optegnelse i det moderne samfunds regnskabsbøger, men et tegn på, at noget rører sig i tilværelsens dybere lag. Noget, der vækker erindringen om en forbundethed mellem tanke og hånd, mellem dannelse og gøren.Bag denne udvikling anes i lyset af skolens, og mere specifikt TEC's, bestræbelser på at indgå i et nærmere samvirke med folkeskolerne. Det er som om, at relationerne er blevet genopfundet med en bevidsthed om, at dannelse ikke udelukkende former sig i læsemysteriets skær, men også i de sansede, håndgribelige processer, hvor hver bevægelse får sin vægt og betydning i verden.Og dog ironien savnes ej. For mens denne voksende søgen mod håndværkets veje synes at vidne om en bevægelse væk fra ensidighedens fortvivlelse, fremgår det samtidig, at hovedstaden stadig er landet, hvor færrest unge vælger erhvervsuddannelsen. Som en strøm, der løber mod havet, men endnu ikke har fundet sin fulde bredde, vidner tallene om både begyndelse og tilbageholdt mulighed.Det er ikke alene statistikkens tørre konklusion, men et vidnesbyrd om, at ungdommen trods tidens mennesketomme modernitet stadig søger at indlæse livets alvor i andet end det sagte, i andet end det, der kan rummes af ord alene. Måske er denne stigning et pust fra fremtidens nødvendighed, hvor det praktiske og det nærværende igen finder sin stemme i dannelsens rum.Dog må én sandhed stå tilbage: Mellem tal og samarbejde brænder en stille ild, der i denne tid måske varsler en gentænkning af, hvad det vil sige at forstå, at leve, at skabe ikke bare for sig selv, men i ansvar og fællesskab med andre.
Håndværkerelever vælter ind på hovedstadens erhvervsskoler.Vinden har vendt sig over de grå, flade tage i hovedstadens industrikvarterer, hvor lærlinge før måtte lokkes med løfter om en sikker fremtid og varme støvler. Nu myldrer de ind — de unge mennesker, som netop har lagt folkeskolens sidste time bag sig, måske med lidt uro i maven og skæve drømme i lommerne. Ifølge nye tal fra Technical Education Copenhagen (TEC) er søgningen til erhvervsuddannelsernes grundforløb steget med over 30 procent på bare to år. Man kan næsten høre det: slibemaskinernes summen, hammerslagets rytme, et nyt kapitel, hvor hovedstadens ungdom igen får smedet sine egne veje.DR Nyheder fortæller historien, men bag tallene gemmer sig en overgang. En uro eller fornyelse. Ifølge TEC er det et bedre eller skal man sige ærligere samspil med folkeskolerne, der driver udviklingen frem. Måske er der tale om, at maskinen endelig er smurt, at skolen og erhvervsskolerne har fundet hinanden i virkelighedens verden, hvor hoved og hænder igen vender sig mod det produktive.Altså, hvis der før var langt fra klasseværelsets tavlekridt til værkstedets gnistrende stålsplinter, træder de unge nu ud, næsten uden tøven. Det er som om, der endelig blev åbnet en dør til det virkelige liv — ikke nødvendigvis et mere barsk liv, men et mere nødvendigt et.Men hovedstaden holder stadig på sine fordomme og vaner. Trods fremgangen har området endnu landets færreste erhvervsskoleelever, hvis man lader blikket glide ud over landkortet med lange jyske motorveje og provinsbyernes korte afstand til værkstedet. Her, hvor højhusene troner mod himlen og gymnasiets hvide vægge stadig kaster et elegant, men monotont lys indover ungdommen, vælger de fleste stadig at læse videre i luften, snarere end at forme virkeligheden med egne hænder.Alligevel — mod strømmen, eller måske med: TECs tal varsler et skifte. Vælter de ind, eller vælter de omkuld? Det afhænger vel af, hvem man spørger. Men én ting er sikkert: Hovedstadens unge har så småt fået værktøjet tilbage i hænderne. Træet, metallet, murstenene — byen synger en anden sang, og det gamle håndværk rækker ud over tidens støj.