SLAGTERFAMILIE ANMELDER TRUSLER: “JEG VAR NØDT TIL AT RINGE HJEM OG SIGE, AT HAN IKKE MÅTTE LUKKE NOGEN IND” Af Redaktionens Udsendte på Islands Brygge.En regntung tirsdag formiddag står Sandie Ring bag disken i Slagterens Smørrebrød Delikatesse. Tyrerullerne skimrer let bag glas, duften af løgsild sniger sig ud i lokalet, og sultne folk i regnjakker bladrer i dagens udvalg. Men der hænger også noget andet i luften, tungere end leverpostejen. For der tikkede noget ind, dér midt i onsdagsroen: Et par mobilbeskeder, som ændrede det hele.“Man tror jo ikke, at det er ens hverdag, før det er det,” siger Sandie stille, mens hun retter på et stykke rullepølse. Hun har anmeldt truslerne, der ikke kun fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere, men også tvang hende til at ringe sin søn op, som lå alene derhjemme. “Vi har jo regler om, hvem vi åbner for, men det var noget helt andet at skulle sige: Du må ikke lukke nogen ind uanset hvad. Det føltes meget forkert at skulle sige det til sit barn.” Stemmen er rolig, men hænderne arbejder hurtigt.Hvis man spørger de lokale og det gør vi så har Slagterens Smørrebrød været en institution på Bryggen. Folk troede ganske enkelt, at her kunne alle være, uden at der var brug for mere end et fast håndtryk og beundrende blikke mod den hjemmelavede sky. Men de seneste måneder har vist det modsatte. Forretningen har gentagne gange været udsat for både hærværk, protester og ganske højlydt rabineri. Aktivister har, ifølge Sandie, råbt ord som “morder” og stillet spørgsmål, man ikke lige glemmer over middagsbordet.“Der er blevet sagt ting som: Hvad ville du sige, hvis dine hunde fik skåret hovedet af?”, fortæller hun mens en kunde takker for sin halve med mørbradbøf. For hvad svarer man egentlig på det? At pelsen ville være svær at få med i pålægsmaskinen? At hunde ikke står på dagens menu? Nej. Man siger ikke noget. Man lukker døren. Og så ringer man til politiet.Måske kunne nogen tro, at Islands Brygge var hærdet af at ligge i slipstrømmen fra både kanalrok og padeltæthed, men en truet søn på hjemmeadressen er lige hårdt nok, selv for københavnerblodet. “Det er grænseoverskridende,” siger Sandie kort. Og familien? De forsøger at gøre det, de altid har gjort: Skære oksen tyndt, smøre spegepølsen tykt og håbe på, at trygheden langsomt vender tilbage, side om side med sulten.Mere end nogen sinde lyder det fra disken: “Tak for besøget og pas lige på hinanden derude.”
Trusler og tavshed mellem slagterne og byen: En families udsathed.Langs vandkanten på Islands Brygge føjer travle hverdagslyde sig sammen, mens velkendte dufte strømmer ud fra de små butikker, der er blevet kvarterets rygmarv. Midt iblandt dem ligger Slagterens Smørrebrød Delikatesse, hvor Sandie Ring driver familieforretning og dag for dag forsøger at holde fast i nære traditioner, smil og kontakt.Men hvad sker der, når det, der burde være livets rodfæste, rystes af uro? Hvad sker der, når grænsen mellem det fredelige og det truende forskydes, og omgangstonen, der binder by og borgere sammen, brister?Sandie Ring står tydeligt frem med sin beretning. I et interview fortæller hun, hvordan det føltes, da beskeder med truende indhold tikkede ind, netop mens sønnen, alene hjemme, udgjorde familiens umiddelbare sårbarhed. Hun fortæller: Vores søn var alene hjemme, da vi modtog beskederne, så jeg var nødt til at ringe til ham og bede ham om ikke at lukke nogen ind. Det var vildt grænseoverskridende at skulle det,” forklarer hun til B.T.For en tid er opholdet bag forretningens disk ikke kun at lægge pålæg på rugbrød, men også at bære ansvaret for at sikre familiens tryghed. Intime relationer forskyder sig, når frygtens sprog får betydning. Forretningen har, ifølge Sandie Ring, i adskillige måneder været genstand for hærværk og protester iscenesat af aktivister. Uden tøven maler de protestens ord i luften, når de med stemmer fulde af afsky bebrejder slagterfamilien og deres kunder, og ord som “morder” slynges frem foran forretningen. “Hvad vil I sige til, hvis jeres hunde fik skåret hovedet af?” lyder det retoriske spørgsmål, som stadig runger i æteren.Denne udskamning rækker længere end gadens tumult. Der skabes en stemning, hvor dagligdagens åndehuller trues, hvor fortiden ikke længere glider umærkeligt ind i nutiden. Udsathed og åbenhed står overfor lukkede ansigter og opskruede følelser. Her åbnes spørgsmålet om ansvar og medmenneskelighed i det offentlige rum, hvor man i al sin sårbarhed må se sig konfronteret med samfundets nye former for pres: Når noget, der kunne være samtale, bliver til trussel, og det, der burde bygge på gensidig forståelse, ender i mistro og frygt.Spørgsmålet, der hænger tilbage, er: Hvad sker der med fællesskabet, når én families grund trykkes? Hvor mange stemmer skal høres, før vi fornemmer den usynlige skade, som stærke ord og handlinger gør? Ord er ikke blot luft. De kan flytte grænser mellem mennesker, mellem tryghed og utryghed og de kan kalde på eftertanke i et samfund, hvor selv en slagter på Bryggen nu må gå til politiet for at værne om sin familie.Midt i denne konflikt finder man spørgsmålet om at turde holde fast. Ikke bare i hverdagens smørrebrød, men også i tilliden til hinanden, og viljen til at række over kløften, der lige nu splitter et kvarter.
Mørket over Islands Brygge.En knivspids frygt er gledet ind mellem leverpostejen og karrysilden på Islands Brygge. Hvor smørrebrødsdisken i Slagterens Delikatesse ellers plejer at bugne af nysgerrige naboer og skramlende vognhjul, ligger der nu en matstemning i lokalet. Sandie Rings stemme er rolig, men ordene bider: Familien har set sig nødsaget til at politianmelde trusler.Der var engang, hvor man bekymringsløst gik ud for at købe en leverpostejmad til frokost, uden ordet morder hang i luften. Nu er fortovet foran delikatessen ikke længere bare en gennemgangsvej, men en scene, hvor råb og opråb har kvast stemningen. Kunder er blevet konfronteret, skammet ud med skarpslugte paroler. Hærværk har ridset glasset, og aktivistgrupper har slynget ord som klinger gennem lokalevinduet. Det grænser til det absurde, at man kan blive beskyldt for ugerninger over for dyr, mens man står midt i sin hverdag og smører en mad. Vores søn var alene hjemme, da vi modtog beskederne. Jeg måtte ringe til ham og sige, at han ikke måtte lukke nogen ind. Det var vildt grænseoverskridende at skulle det, fortæller Sandie Ring. Det lyder ubærligt konkret, det gør ondt i håndfladerne og griber om mellemgulvet en mor ringer hjem og siger: Luk ikke nogen ind.Måske kan man undre sig har protesten mistet sin kurs? Når de skarpe replikker i protestens navn forvandler tryghed til paranoia og sætter børns sikkerhed på spil, smuldrer idealfyldet lidt imellem de kolde fliser. Stemningen knitrer, både på Bryggen og på den anden side af disken. For sluger man sin rå marv, når kampen for noget større rammer de mindste og mest sårbare?Der er ikke nogen nem løsning på frokostbordet. Men i smørrebrødsbutikken på Islands Brygge håber Sandie Ring at få ro til at brede sit rugbrød ud, stille skiverne af syltede agurker frem, uden at blikket glider nervøst mod døren. En anklage er én ting, et angreb på hverdagens ro er noget ganske andet.Det er ikke kun et opgør mellem kød og kål men et opgør om balancen mellem retfærdighed og tryghed. For på Islands Brygge er aftenen blevet mørkere, og mens protesterne ruller forbi, spørger nogen måske sig selv, hvornår det igen bliver trygt at lade frokosten være den største bekymring i familien Ring.