Skimmel på Skemaet: KUA’s Ufrivillige Udflugt På KUA, Københavns Universitet på Amager, er det hverken nye teorier eller skæve forelæsninger, der fylder dagligdagen lige nu. Det er skimmelsvamp. Den slags, der breder sig stille og umærkeligt, som en grim metafor på alt det, man helst ikke vil tænke for meget på. Omkring 640 medarbejdere er blevet sendt på ufrivillig eksil, efter universitetet måtte spærrer alt fra 2. sal og op i tre af deres bygninger. Det er ikke småting, der skal til, før universitetets ledelse reagerer – men da en medarbejder sidste år begyndte at vise symptomer, blev mistanken vakt. Og da man først begyndte at kigge nærmere, viste det sig hurtigt, at skimmelsvampen ikke bare havde sneget sig ind ad bagdøren – den havde holdt fest på etagerne. Karen Dilling, vicedirektør og frontkæmper i kampen mod de mikroskopiske fjender, fortæller til TV 2 Kosmopol, at man regner med, det vil tage op mod halvandet år, før medarbejderne kan finde tilbage til deres gamle skriveborde – hvis de altså kan huske, hvor de stod. Også de studerende mærker konsekvenserne, om end i lidt mindre mugne doser. Flere undervisningslokaler er nemlig også ramt af skimmel, selvom niveauet ikke helt er på medarbejderetagens festivalniveau. Så mens bøgerne samler støv et andet sted, og kontorstolene venter tålmodigt på deres ejere, kan man kun håbe, at KUA’s medarbejdere og studerende snart kan vende tilbage til lokaler, hvor det eneste, der sidder i væggene, er gode idéer og kaffepletter – og ikke spor af uønsket biologi.
Når Murene Smuldrer: Skimmelsvamp og Eksistens på KUA I de bygninger, hvor viden skulle spire, er noget andet vokset frem i stilhed – skimmelsvamp. På Københavns Universitet Amager (KUA) har virkeligheden sneget sig ind i mellemrummene mellem vægge og lofter, og nu står omkring 640 medarbejdere uden deres vante arbejdsrum. Tre bygninger er ramt. Fra 2. sal og opefter er adgang umuliggjort. Ikke som følge af menneskelig strid, men som følge af naturens langsomme, umærkelige, men ubønhørlige arbejde. Universitets vicedirektør, Karen Dilling, fortæller til TV 2 Kosmopol, at det kan tage op mod halvandet år, før normaliteten kan genoprettes. Før mennesker igen kan indtage de rum, der var tiltænkt erkendelsens udfoldelse. Universitetet blev først rigtigt opmærksom på problemet, da en medarbejder i det forgangne år henvendte sig med symptomer. Ikke straks, men som en sagte ringen i baggrunden, som med tiden blev umulig at ignorere. En eksistentiel påmindelse om, at vi, selv i vores mest kontrollerede omgivelser, er prisgivet kræfter, vi sjældent skænker en tanke. Også studerende mærker skimmelens virkelighed. Flere undervisningslokaler er angrebet, om end i mildere form. Men berøringen er nok: Det, der skulle være et sted for dannelse og fællesskab, bærer nu spor af nedbrydning og afmagt. Denne begivenhed er mere end en logistisk hovedpine. Den er en påmindelse om vores skrøbelighed, om den uafvendelige forbundethed mellem menneske, bygning og natur. Når væggene falder, falder ikke blot mursten – men også illusionen om vores fulde kontrol over vores omgivelser. KUA står nu i en overgangsperiode – mellem tab og genopbygning. Et sted hvor håb, tvivl og erkendelse vokser side om side med skimmelens sporer.
Skimmelkaos på KUA: Universitet i Eksil Der er stille på KUA – ikke den sædvanlige akademiske stilhed før en eksamen, men en tyk, klam stilhed, der lugter af noget, man helst ikke vil tænke alt for meget over. Skimmelsvampen har slået sig ned i tre af universitetets bygninger og jaget omkring 640 medarbejdere på ufrivillig flugt. Karen Dilling, vicedirektør og ansvarlig for universitetets bygninger, fortæller til TV 2 Kosmopol, at det bliver en langvarig affære. Op mod halvandet år kan der gå, før de forviste medarbejdere får lov at krydse tærsklen tilbage til deres gamle kontorer – hvis de da stadig kan huske, hvor de sad. Historien begyndte småt – som alle store katastrofer gør – da en medarbejder sidste år meldte om symptomer. Men det viste sig hurtigt, at det ikke bare var en tilfældighed eller et dårligt indeklima. Bag facaderne havde skimmelsvampen indtaget etagerne fra 2. sal og op som en snigende hær, ubemærket men ubønhørlig. Studerende går heller ikke fri. Flere undervisningslokaler er ramt, om end i mindre grad, men det ændrer ikke på det absurde i situationen: Et universitet, hvor både viden og svamp vokser side om side. Der er noget næsten tragikomisk over det hele. Man forestiller sig et universitet, der har brugt år på at kæmpe for sin plads i den moderne verden – kun for at blive slået hjem i ludo af noget så banalt som en muggen væg. Måske skulle KUA i stedet for endnu en bygning overveje en masteruddannelse i skimmelbekæmpelse? Indtil videre er der ikke andet at gøre end at vente. Vente på oprydning, på udluftning, på at murene igen kan holde på andet end sporer og dårlig samvittighed. Og måske på, at nogen et sted spørger sig selv: Hvordan i alverden kunne det her ske?