Amager, angst og aflyste hjemrejser: Ilanas beslutning rører hundreder Ilana Buhl sidder i sin stue på Amager med en kop kaffe, der er blevet kold. Udenfor sover hendes baby i barnevognen på altanen, og indendørs foregår en slags stilfærdig revolution. For det er her, hun – en amerikansk statsborger med kærlighed til Texansk barbecue og Californiens sol – har besluttet sig for, at hun ikke længere tør rejse hjem til USA. Ja, du læste rigtigt. Ikke fordi hun har fået spat. Ikke fordi hendes pas er udløbet. Men fordi verden, og især USA, føles som et sted, der hele tiden er på nippet til at flække. “Det er trist, men også en lettelse,” siger hun og trækker på skuldrene. En sætning, som kun giver mening, når man har taget den slags beslutning, der føles som at sige farvel til en del af sig selv. For selvom hendes krop bor i København, bor dele af hendes hjerte stadig i USA – hos venner, familie og minder, der lugter af popcorn og våbenlovgivning. Ikke én, men mange bekymringer Det begyndte ikke som et oprør. Det begyndte som en mor med en uvaccineret baby og en bekymring for et mæslingeudbrud i Texas. Så kom historierne om flystyrt. Og om europæere, der blev nægtet adgang til USA – endda en fransk forsker, der havde været lidt for mundrap om Trump. Og selvom Ilana ikke har hørt om danske statsborgere, der er blevet tilbageholdt i lufthavnen, stiger hendes puls alligevel bare ved tanken om, hvad der *kan* ske. “Jeg spørger mig selv hele tiden: Hvad bliver det næste?” siger hun. Det er syv år siden, hun flyttede til København. Dengang virkede det amerikanske sundhedsvæsen mest bare upraktisk. Nu virker det decideret skræmmende. Det samme gør polariseringen, hadet, og idéen om at vende hjem til et land, hvor folk råber ad hinanden, når de står i kø i Starbucks. “Det værste er næsten, at våbenkriminalitet er gledet længere ned på listen. *Det* plejede at være min største bekymring. Nu føles det som baggrundsstøj.” Reaktioner som en lavine Hun lagde en video op. Én video. Om sin beslutning. På Instagram og TikTok, hvor hun ellers mest viser billeder af baby og boller i karry. Og så eksploderede det. Kommentarer væltede ind. Ikke fra vrede patrioter med stjerner i øjnene og riffelsigte i baghaven, men fra amerikanere – mange bosat i Europa – der sagde: “Samme her.” “Jeg tør heller ikke tage hjem.” “Don't go.” Det rørte hende. Overraskede hende. For hun havde ventet noget andet. “Jeg troede, folk ville sige, at jeg var paranoid,” indrømmer hun. “Men i stedet fik jeg historier fra transpersoner, fra småbørnsforældre, fra mennesker, der alle sagde: ‘Vi forstår dig. Vi har det ligesom dig.’” Et håb om, at hun tager fejl “Tror du ikke, du overreagerer?” spørger folk. Og Ilana? Hun håber det. “Det ville være det bedste. At jeg bare er en lidt for sensitiv småbørnsmor med livlig fantasi.” Men det føles ikke sådan. Det føles som om, verden har fået en snurretop stukket op et sted, hvor solen ikke skinner. Og den bliver ved med at snurre. Så indtil trygheden vender tilbage, bliver Ilana og familien i København. Familien i Texas må tage flyet den anden vej – hvis altså flyene stadig letter, og søjlerne i samfundet ikke kollapser, som de gør i gamle bygninger med oversete fundamenter. Og så sidder hun der – med sin kolde kaffe, sit danske helle og et hjerte i to lande – og håber, at det hele bare er en midlertidig panik. En søvnparalyse, vi alle snart vågner fra. Men indtil da? Ja, så bliver hun, hvor hun er. På Amager.
Et eksistentielt farvel: Ilanas amerikanske afkald i tryghedens navn I et hjørne af Amager, hvor barnevogne triller roligt og kaffekopper bliver kolde i vindueskarme, sidder Ilana Buhl med en beslutning, som ikke bare bærer på personlige konsekvenser, men som rækker ud og rører ved noget fælles. En erkendelse af, at der findes øjeblikke, hvor hjem ikke længere er en geografisk lokation, men en tilstand af tryghed, som ikke kan forhandles. Ilana er amerikaner. Født i solen over Californien, formet af støvet i Texas. Hun har elsket det land, elsket det med hud og hår og barbecue og bølgende natur. Og måske netop derfor gør det ondt at sige: “Jeg tør ikke tage tilbage.” Ikke fordi hun har brudt loven. Ikke fordi hun har mistet sin tilknytning. Men fordi det, der engang var hjem, nu er blevet et sted, hvor farer og fremmedgørelse smelter sammen i en virkelighed, hun ikke længere kan navigere i uden angst. Det nødvendige opgør med det velkendte Det er ikke én ting. Det er summen. Et mæslingeudbrud i Texas. En uvaccineret baby i barnevognen. Historier om europæere tilbageholdt i amerikanske lufthavne, fordi deres digitale fodspor ikke flugtede med den politiske stemning. Flystyrt. Polarisering. Og en understrøm af uvished, der ikke længere er til at feje væk. Hun er ikke bange for mørket. Hun er bange for det, der dukker op, når lyset tændes. For hende er beslutningen ikke truffet i panik, men i refleksion. En modning af erkendelse. Ikke bare om, hvad der er risikabelt, men om, hvad det vil sige at tage ansvar – ikke kun for sig selv, men for sin familie, sin baby, sit liv i Danmark. Resonanser i det digitale fællesskab Ilana fortæller sin historie. Først i en video. Så i en artikel. Og reaktionen er voldsom. Ikke i vrede, men i genkendelse. Andre amerikanere i Europa skriver: *Vi har det på samme måde.* Nogle er forældre, nogle er transpersoner, nogle er bare trætte. Trætte af uro. Trætte af at føle sig fremmede i det land, de engang kaldte deres. Det er ikke politisk agitation. Det er eksistentiel refleksion. Hun havde troet, hun ville blive kaldt hysterisk. I stedet blev hun mødt med forståelse – og lettelse fra dem, som endelig så deres egen frygt spejlet i hendes stemme. Imellem at håbe og at frygte Ilana håber, hun tager fejl. Hun håber, at tiden viser, at beslutningen var unødvendig. At USA – eller måske snarere hendes oplevelse af det – normaliserer sig. At usikkerheden stilner, og trygheden vender tilbage som en gammel ven, der banker på døren uden varsel og med varme hænder. Men indtil da bliver hun. På Amager. I det lille hjem med vinduet mod verden og fødderne plantet i skandinavisk jord. Hun bliver, ikke som et fravalg af det, hun kommer fra, men som et tilvalg af det, hun vil give videre. Tryghed som et fundament, ikke en luksus. Beslutningen er taget. Ikke med vrede, men med omsorg. Ikke i frygt, men i kærlighed til alt det, der endnu kan reddes.
Ilana siger nej til hjemlandet: Et pas, en baby og verdens brændende kant På Amager, hvor vinden føles mindre aggressiv og barnevogne sover mere trygt end i Texas, sidder Ilana Buhl og tager en beslutning, der både er stille og altopslugende. Hun bliver i Danmark. Ikke på ferie, ikke som en pause. Hun *bliver*. Hun tør ikke rejse tilbage til USA. “Det lyder dramatisk,” siger nogen. “Det *er* dramatisk,” svarer hun – uden at hæve stemmen, for hvad skal man råbe for, når man allerede har vendt ryggen til det, man engang kaldte hjem? En beslutning i mæt af virkelighed Ilana er amerikaner. Hun voksede op med burgere og bølgeblik, Santa Monica og store biler. Hun savner maden, minderne, måske endda kaosset. Men det, hun ikke savner, er mavefornemmelsen. Den der uro, som starter i knæene og sætter sig i tungen, hver gang flybilletter dukker op i tankerne. For verden er ikke, hvad den var. Og USA – hendes USA – er ikke længere et sted, hun tør tage sin u-vaccinerede baby med hen. Mæslinger i Texas. Flystyrt på CNN. Og historier om forskere og europæere, der nægtes adgang i tolden, fordi deres telefoner sladrer om holdninger, ingen har bedt om. “Jeg er ikke konspirationsteoretiker,” siger hun. “Jeg er bare træt af hele tiden at vente på, hvad der bliver det næste.” Fra global bekymring til personlig grænse Der er sket noget. Skyderierne, som plejede at være øverst på Ilanas liste over rædsler, er nu gledet ned i en slags larmende baggrund. Det er næsten værre. Det er blevet normalt. Og det normale er det, hun ikke længere kan være i. Så hun siger det højt: Hun tager ikke tilbage. Ikke nu. Måske aldrig. Hun siger det på TikTok. Hun siger det på Instagram. Og hun venter – måske lidt frygtsomt – på hån, latterliggørelse, beskyldninger om overdreven angst. Men så kommer de andre. De skriver: *Same.* *Vi tør heller ikke.* *Bliv hvor du er.* En fælles frygt med tusind ansigter De skriver fra Europa, fra Berlin og Bologna, men også fra Boston og Brooklyn. Nogle er transkønnede og tør ikke tage hjem. Nogle har børn. Nogle har bare fået nok. Ilana bliver modvilligt talerør for en hel diaspora af mennesker, der ikke længere kan finde hjem, selvom de har nøglen. Og måske, tænker hun, er det netop dét, der gør mest ondt: At det føles som et svigt at vælge tryghed. At elske noget, men ikke længere kunne røre det, fordi det er blevet elektrisk, farligt, ustyrligt. Håbet, som står og tripper i baggrunden “Overreagerer vi?” spørger hun sig selv. “Gud, jeg håber det.” Men for nu er beslutningen uigenkaldeligt truffet. Familien i Texas må tage turen over Atlanten. Danmark er blevet sikker havn. Et land, hvor nyhedstrømmen stadig kan overdøves af børnegråd og rugbrødsmadder. Hvor frygten endnu ikke har møbleret sig permanent i brystet. Ilana Buhl bliver. Hun lukker døren blødt bag sig, ikke med vrede, men med sorg og stædighed. Og et håb om, at hun, og alle dem som ligner hende, en dag kan tage hjem igen. Ikke til et sted, men til en følelse. Tryghed.