Spektakulært Rambuktyveri: Hornsleth-værker Stjålet for Millioner

sn.dk 31 Marts 2024

Den sjove

I Københavns hjerte, på en gade badet i byens konstante summen, er scenen sat for et drama, der kunne være løftet fra en films manuskript. Men for billedkunstneren Kristian von Hornsleth er det en alt for realistisk virkelighed. Hans showroom på Vasbygade har været skueplads for en hændelse, hvor kunsten møder kriminaliteten i et spektakulært rambuktyveri. Det var ikke med pensel og lærred, men med stjålne køretøjer og bratte handlinger, at tyvene skabte deres egen form for kaoskunst. De brugte en Mercedes som rambuk, et redskab til at bryde igennem sikkerhedsforanstaltningernes facade og ind i et rum, hvor Hornsleths værker hvilede. På afstand, fra Japan, modtog Hornsleth nyheden om tyveriet gennem sin assistent, og med en blanding af afmagt og forbløffelse måtte han erkende, at selv det mest befæstede fort kan falde. Værkerne, der nu er forsvundet ud i nattens mulm, spænder bredt fra malerier til vægskulpturer og håndgraverede våben, og selv om tyvene måske har haft hast, har de haft øjnene på præmien. Men hvad er et kunstværk uden sit publikum? Hornsleth frygter ikke kun tabet af de materielle genstande, men også afbrydelsen af den dialog, hans værker fører med dem, der ser dem. Han overvejer at udlove en dusør, ikke blot som en vej til genoprettelse, men som et signal om, at kunsten trodser tyveri og hærværk. Hvorfor kunst? Hvorfor ikke juveler eller andre værdigenstande? Spørgsmålene hober sig op, men måske ligger svaret i kunstens unikke natur – ikke alene i dens værdi, men i dens evne til at røre, provokere og engagere. Politiet søger efter fire gerningsmænd, mens Hornsleth og kunstens tilhængere sidder tilbage med en følelse af tab og forundring over tyvenes valg. For i kunstens verden, hvor skønhed og udtryk hersker, virker det næsten blasfemisk at anvende så brutal en metode til at frarøve den sit hjem.

Den filosofiske

I Københavns dunkle nattetimer udspillede der sig en begivenhed, som synes at udfordre grænserne mellem virkelighed og fiktion. Kristian von Hornsleth, en kunstner hvis værker ofte balancerer på kanten mellem det provokerende og det geniale, står nu i centrum af en fortælling, der kunne synes at være hentet fra en dystopisk roman. Med en stjålen bil som rambuk har tyveknægte trængt ind i Hornsleths verden, ikke gennem metaforer eller symbolsk sprog, men gennem den brutale realitet af stål mod mursten. Dette indbrud, hvor over 20 kunstværker er blevet stjålet, fremkalder en række eksistentielle spørgsmål, ikke kun for kunstneren, men også for os som samfund. Hvordan forholder man sig til et tab af kunst? Er det blot et spørgsmål om materielle værdier, eller mister vi en del af vores kulturelle sjæl, når kunstværker rykkes ud af deres kontekst og bliver genstand for kriminelle handlinger? Hornsleth selv står over for et paradoks: en mand, der har skabt kontrovers gennem sin kunst, nu konfronteret med kontroversens realitet i sit eget liv. Politiet efterforsker, og kunstneren overvejer at udlove en dusør, et træk der indfanger den desperation og afmagt, der kan opstå, når det skabte rives væk fra skaberen. Men der er også en stædighed, en trods, der lyser igennem: et løfte om at genoprette det tabte, om at kæmpe imod nattens kaos med enhver tilgængelig metode. I dette øjeblik, hvor kunsten er blevet flyttet fra galleriernes sikkerhed til tyvenes skjul, må vi som beskuere spørge os selv om kunstens værdi, ikke kun i kroner og ører, men i dens evne til at berøre, udfordre og inspirere. For selv i sin fraværelse, selv som objekt for tyveri, fortsætter kunsten med at kommunikere, med at stille spørgsmål, med at insistere på sin plads i vores kollektive bevidsthed.

Den skrappe

I Københavns skumring, hvor byens puls og kunstens hjerte ofte slår i takt, har en begivenhed af nærmest filmisk karakter udfoldet sig i virkelighedens verden. Kristian von Hornsleth, en kunstner kendt for at udfordre normer og skabe debat, står nu over for en udfordring af en helt anden kaliber: hans værker, skabt af passion og provokation, er blevet mål for rambuktyve. Med en brutalitet, der næsten synes at modsige kunstværkernes kompleksitet og nuancer, har tyvene benyttet en stjålen Mercedes som deres værktøj til at bryde ind i Hornsleths kreative helligdom på Vasbygade. Dette er ikke blot et indbrud; det er et angreb på selve kunstens essens, en handling, der efterlader os med spørgsmål om værdi, sikkerhed og kunstens sårbarhed. Politiet, nu på stedet, forsøger at samle trådene i en sag, hvor kunstværker "der nærmer sig millionklassen" er blevet frarøvet deres retmæssige sted i verden. Og midt i dette kaos står Hornsleth selv, fysisk distanceret i Japan, men følelsesmæssigt og mentalt midt i stormens øje, kæmpende med afmagt og et brydende spørgsmål: "Hvorfor?" Hvorfor vælger tyve kunsten som deres bytte? Er det en søgen efter det skønne, eller er det blot en kynisk jagt på materiel gevinst? Hornsleth overvejer nu at udlove en dusør, et desperat forsøg på at genfinde det tabte, ikke kun i materiel forstand, men også som en del af den dialog, han har med verden gennem sine værker. I en tid, hvor kunst ofte ses som et symbol på både personlig og kollektiv identitet, efterlader dette tyveri os med en følelse af tab og eftertænksomhed. Hvad betyder det, når kunsten bliver revet væk fra os, og hvad siger det om vores samfund, at selv det smukke og tankevækkende kan reduceres til et mål for kriminel aktivitet? I denne sammenhæng står Hornsleths oplevelse som en skarp påmindelse om kunstens skrøbelighed i en verden, der ikke altid værdsætter eller beskytter dens værdi. Og mens politiet leder efter spor, og kunstneren selv gransker sin afmagt, står vi tilbage med en erkendelse af, at kunsten, i al sin skønhed, også er et spejl, der reflekterer de mørkere sider af vores virkelighed.