Stilhed i Stormen: Når Ansvaret for Miljøet Bliver en Politisk Puslespil

sn.dk 23 Febuar 2024

Den sjove

I et land, hvor ordet "ansvar" ofte danser mellem linjerne som en drilsk sommerfugl, finder vi os selv midt i en saga, der kunne have været spundet af Danmarks mest finurlige fortællere. Historien tager sit udspring i hjertet af Frederiksværk, hvor en miljøkatastrofe ikke bare ulmer, men ligefrem brænder med en intensitet, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver med en grøn samvittighed. Da Statsministeren, iført en selvlysende vest som var hun hovedpersonen i en absurd teaterforestilling om mod og moral, besøgte Ølst ved Randers for at stå ansigt til ansigt med en anden miljøtragedie, lød det højt og klart: "Forureneren betaler". Ordene hang i luften som en løfte om retfærdighed. Men retfærdighed, som vi ved, er en flygtig størrelse, især når scenen skifter til Frederiksværk. Her, under skyggen af det gamle stålvalseværk, ligger en historie begravet. Tusinde tons forurenet affald, dumpet med statens velsignelse, truer nu med at forgifte Roskilde Fjord. Spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret, svæver over vandene som en tung tåge. Og i denne tåge har Statsministeren valgt at tie stille, et svar så undvigende, at det kunne være en replik i et stykke, hvor hovedpersonerne konstant taler forbi hinanden. Men ikke alle er lige så tavse. I Halsnæs Kommune står borgmesteren, en mand med hjertet plantet fast i det lokale muld, klar med sin dom: Staten skal betale. Hans ord er fyldt med den slags jordnære visdom, der får en til at tænke, at måske, bare måske, kan lillemanden stadig gøre en forskel. Og så er der A.P. Møller Mærsk, det gamle kongedømme af container- og olieeventyr, der, modsat Statsministeriet, ikke lukker døren helt i. "Lad os tale om det," siger de, et glimt af mulig dialog i en ellers så lukket bog. Historien om Frederiksværks forurening er som taget ud af en roman, hvor hovedpersonerne kæmper med deres indre og ydre dæmoner, mens de forsøger at navigere i et landskab af moralske dilemmaer. Det er en fortælling om ansvar, om miljøets skrøbelighed, og om hvordan de store beslutninger ofte træffes langt væk fra de små samfund, de påvirker. Men måske, i denne skæve blanding af virkelighed og fiktion, kan der findes en vej frem. En vej, hvor dialog erstatter tavshed, og hvor ansvar ikke er noget, der kan skubbes fra skulder til skulder, men noget, vi alle bærer sammen. For i sidste ende er det vores fælles verden, og det er kun ved at stå sammen, vi kan sikre, at den forbliver levedygtig for fremtidige generationer. Og måske, bare måske, kan denne historie minde os om, at når alt kommer til alt, så er det de handlinger, vi vælger at tage, der definerer os, langt mere end de ord, vi vælger at sige.

Den filosofiske

I hjertet af det danske landskab, hvor vinden hvisker gamle sandheder og bølgerne slår ind over Roskilde Fjord, ulmer en fortælling om ansvar og etik, en fortælling så dyb og kompleks, at den kræver, at vi ser indad og spørger: Hvem er vi som samfund? Hvad skylder vi hinanden og den verden, vi er en del af? Midt i denne introspektion står en figur, statsministeren, hvis tavshed i en sag om massiv forurening ikke blot er en handling, men en invitation til at reflektere over, hvor ansvaret for vores fælles fremtid ligger. Denne historie folder sig ud i Frederiksværk, hvor fortidens synder i form af tusinde tons forurenet affald har fundet vej til nutidens økologiske krise, truende ikke blot fjordens vande men også vores egen moralske klarhed. "Det er et godt gammelt princip i Danmark, at forureneren betaler," proklamerede statsministeren engang, klædt i selvlysende vest, et symbol på lederskab i krisetider. Men når lyset fra vesten falmer, og ordene fra fortiden møder virkelighedens kompleksitet, står vi tilbage med spørgsmålet: Hvem er forureneren, når staten selv har været med til at føre pennen? Denne refleksion fører os til Sjællandske Nyheders indtrængen, en søgen efter svar, der mødes med stilhedens mur fra Statsministeriet. En mur, der i sin tavshed, taler højere end ord, skubbende ansvaret videre som en varm kartoffel, der ender i skødet på Miljøministeriet, hvorfra svar stadig udestår. I Halsnæs Kommune står en borgmester, en mand af folket, klar med sin dom: Staten skal betale. Hans ord er ikke blot udtalelser men et ekko af en dybere forståelse af ansvar, der transcenderer politiske skillelinjer og rækker ind i kernen af vores fælles menneskelighed. Ved fjordens bred, hvor fortidens affald nu truer med at forgifte fremtidens vand, står også A.P. Møller Mærsk, en gigant hvis rødder dybt er flettet sammen med nationens industrielle arv. Her, i skyggen af konkurs og konsekvens, åbner selskabet døren for dialog, en anerkendelse af, at ansvar ikke kan bæres af enkelte, men må deles af alle, der har sat deres spor på stien. Denne historie er mere end en fortælling om forurening; det er en meditation over ansvar, etik, og den menneskelige tilstand. Det er et spejl, der holder os ansigt til ansigt med vores egen natur, vores fejl, og vores potentiale for forsoning og forbedring. I dette spejl kan vi måske finde vejen fremad, ikke gennem anklager eller undvigelse, men gennem en ærlig anerkendelse af, at vi alle er del af problemet, og derfor også må være en del af løsningen. Så lad os træde ind i denne dialog med åbne hjerter og sind, parate til at bære byrden sammen, for kun gennem fælles ansvar og indsats kan vi håbe på at helbrede de sår, vi har påført vores verden, og måske, i processen, lære noget dyrebart om os selv.

Den skrappe

I skyggen af Danmarks strålende grønne ambitioner tegner der sig et billede af en virkelighed, hvor ansvaret for miljøets velbefindende synes at være en varm kartoffel, ingen ønsker at holde ved for længe. Midt i dette landskab af undvigende blikke og tågede udmeldinger, står Frederiksværket som et monument over en svunden industriæra, hvis efterladenskaber nu truer med at sætte dybe spor i Danmarks ellers så rene facade. Da Mette Frederiksen, i en iscenesættelse der ville have gjort enhver filmskaber stolt, trådte ind på scenen i Ølst ved Randers iført selvlysende vest, var det med en proklamation om, at "forureneren betaler". Men som kameraerne slukkede, og rampelyset flyttede sig, synes denne klare regel at falde i gråzonen, når blikket vendes mod Frederiksværkets dunkle kapitler. Her er det ikke længere en spillefilm, men snarere en dokumentar om fortrængning og fortielse, hvor statsministeren, i en rolle, der ville have fået manuskriptforfattere til at rive sig i håret, vælger at lade som om, at hvis man ikke taler om problemerne, så eksisterer de måske ikke rigtigt. "Tak for tålmodigheden. Du henvises til Miljøministeriet,” lyder det i et skriftligt svar, som kunne have været et klassisk plot twist, hvis det ikke var så tragisk forudsigeligt. I denne kulisse, hvor politisk teater blander sig med virkelighedens alvor, melder Steffen Jensen sig på scenen med en ærlighed og direkte tale, der står i skarp kontrast til hovedstadens kulisser. "Staten skal betale," siger han, med en simplicitet, der bringer os tilbage til filmens essens – en klar skelnen mellem ret og uret. Forureningen i Frederiksværk er ikke blot en lokal tragedie; den er en national prøve på, om vi som samfund lever op til de principper, vi sætter for os selv. Det er her, Klaus Rifbjergs evne til at skildre den menneskelige tilstand møder Lars von Triers mesterlige evne til at udstille samfundets skyggesider, i et værk, hvor hovedpersonerne kæmper med deres egne indre dæmoner såvel som de ydre trusler mod deres verden. I kulissen arbejder A.P. Møller Mærsk på en løsning, måske ikke med den dramatiske intensitet, men med en åbenhed for dialog, der kunne antyde en vej fremad. "Hvis vi og andre tidligere aktionærer skulle få en henvendelse... så drøfter vi gerne dette." Et lyspunkt i fortællingen, eller måske blot endnu en scene i et langt større drama, der endnu ikke har fundet sin afslutning. Således står vi tilbage som publikum i et teater, der spiller sig ud foran os, et drama om ansvar, om miljøets skrøbelighed, og om vores evne til at stå sammen om at løse de problemer, vi står overfor. Det er en historie, der endnu ikke har fundet sin slutning, men hvis morale måske bedst kan opsummeres i et enkelt spørgsmål: Hvis ikke vi, hvem så? Og hvis ikke nu, hvornår så?