Ombudsmandens Revselse: Et Kalejdoskop af Skævheder i Ejendomsvurderingerne

sn.dk 4 April 2024

Den sjove

I hjertet af en virvar af ejendomsvurderinger, hvor tal og værdier danser en uforudsigelig cha-cha-cha, står borgerne tilbage med en følelse af at være biroller i en komedie, de aldrig bad om at medvirke i. Det er scenen, som Folketingets Ombudsmand har kritiseret, i en saga om Vurderingsstyrelsens kamp med de skæve ejendomsvurderinger, en saga, der mere ligner en tragikomisk fortælling end et stykke tør bureaukrati. Med en skarp pen har ombudsmand Niels Fenger skitseret et billede af en styrelse, der, mens boligejernes øjenbryn har været rejst i forundring, har jongleret med vurderinger, som har vist sig mere lunefulde end pålidelige. "Ikke godt nok," siger ombudsmanden, et ekko, der runger gennem landets ejendomsmarked, hvor over 60.000 ændringer har skabt et kalejdoskop af forvirring og frustration. Forestil jer scenariet: En helt almindelig borger, lad os kalde ham Jens, modtager en ejendomsvurdering, der får hans kaffekop til at skælve i hånden. Grunden, hvorpå hans ydmyge bolig står, er pludselig vurderet til mere end selve huset. Jens klør sig i nakken, tænker "hvad sker der?" og finder sig selv som statist i en forestilling, han ikke har billetter til. Skatteminister Jeppe Bruus, der med en vis alvor erkender cirkussets omfang, indrømmer, at fejl har kastet skygger af tvivl over hele systemet. Og mens ministeren taler, foretager Vurderingsstyrelsen endnu en dans – denne gang en rettelse i yderligere 75.000 vurderinger, hvor blandt andet land- og skovbrugere har følt sig som brikker i et spil, de ikke forstår reglerne til. I et land, hvor retfærdighed og tillid er hjørnesten, står vi nu med et patchwork-tæppe af vurderinger, et tæppe, der mere ligner en lappeløsning end en fast grund under fødderne. Og mens borgerne, som Jens, står på dette vaklende underlag, kan man ikke undgå at spørge: Er dette virkelig scenen for det danske ejendomsmarked? Så mens ombudsmanden kritiserer, ministeren erkender, og Vurderingsstyrelsen retter ind, sidder Jens og resten af landets borgere tilbage i publikum, ventende på næste akt i dette drama, håbende på en afslutning, der bringer mere klarhed end forvirring, mere retfærdighed end komik. Og i denne ventetid reflekterer de måske over, om ejendomsmarkedets scene er et sted for farce eller en platform for retfærdig og gennemsigtig forvaltning.

Den filosofiske

I dybet af de bureaukratiske korridorer, hvor tallene regerer og skæbnen for mange boligejeres største investering besluttes, har en storm af kritik rejst sig. Ombudsmand Niels Fenger har peget fingeren mod Vurderingsstyrelsen, en institution, hvis navn nu synger i koret af offentlige entiteter under lup. "Vi kunne have gjort mere," lyder det næsten som et ekko i de tomme gange, hvor Vurderingsstyrelsens ansvar for de skæve ejendomsvurderinger vejes og findes for let. Med over 60.000 ændringer i vurderingerne står det klart, at noget grundlæggende har vaklet i systemets fundamenter. Forløbet har været alt andet end retlinet. Med ejendomsvurderinger, der har været lige så forudsigelige som vejret i april, har cirka 1,7 millioner boligejere været kastet ind i en malstrøm af usikkerhed og tvivl. "Hvad sker der?" spørger de, mens grundværdier danser tango med ejendomsværdier på en måde, der ville have fået selv den mest garvede dansedommer til at rynke på næsen. Selv skatteministeren har måttet træde frem i rampelyset og erkende, at skuespillet har været langt fra fejlfrit. Med en erkendelse, der lyder som et suk i vinden, har Jeppe Bruus indrømmet, at fejl har undermineret tilliden til et system, der burde være så pålideligt som en gammel ven. Men hvad er konsekvensen af denne tumult? Måske en påmindelse om, at i kompleksiteten af moderne bureaukrati er det menneskelige element - tilliden mellem stat og borger - stadig det mest skrøbelige led. Vi står tilbage med et billede af et system, hvor intentionerne kan være lige så retskafne som de er fejlbarlige, og hvor udfaldet ikke altid stemmer overens med de bedste forhåbninger. I denne fortælling om vurderinger, værdier og tillid bliver vi mindet om, at verden, selv den regulerede og beregnede, altid vil have et element af uforudsigelighed, en gnist af det uventede, der holder os vågne, spørger og reflekterer. Og måske, i refleksionens stille stunder, kan vi finde vejen til et stærkere fundament, et mere retfærdigt system, hvor tilliden ikke er en valuta, der er for let at miste.

Den skrappe

I en tid, hvor retfærdighed og gennemsigtighed vægtes højt i samfundets moral, har en ny uro slået sine rødder i den danske befolknings tillid til systemet. Dette er en fortælling om Vurderingsstyrelsen, der har fundet sig selv i Ombudsmandens kritiske søgelys for deres håndtering af ejendomsvurderinger. En historie, der ikke blot skildrer fejl og forsømmelser, men også spejler de dybere lag af forvaltningskultur og ansvarlighed. Med en rolle som samfundets vagthund har Ombudsmand Niels Fenger udtalt sig skarpt om styrelsens mangelfulde indsats i at håndtere og forebygge skæve ejendomsvurderinger. Det er ikke kun tal på et papir; det er boligejernes tryghed og tro på systemet, der har vaklet under vægten af disse fejlagtige vurderinger. Forestil dig den gennemsnitlige boligejer, der står med en vurdering i hånden, som giver nul mening. Hvor grundværdien overstiger ejendomsværdien, og den rationelle forståelse af ejendomsmarkedet bliver vendt på hovedet. Det er her, Ombudsmandens kritik finder sin gødning, i den folkelige frustration og forundring over, hvad der foregår bag styrelsens døre. Vurderingsstyrelsens forsøg på at rette op på fejlene, med ændringer i tusindvis af vurderinger, har været en Sisyfos-arbejde, hvor tilliden til systemet synes at rulle ned ad bakken, lige så snart det ser ud til at nå toppen. Skatteminister Jeppe Bruus har erkendt problemets omfang, men erkendelse alene fikser ikke de rystede grundpiller for tillid. Dette scenarie minder om en Von Trier-film, hvor det absurde og det tragiske mødes i en dans, der efterlader publikum både fascineret og forfærdet. Men dette er ikke film; dette er den danske virkelighed, hvor hver enkelt fejltagelse i en ejendomsvurdering kan have ringe i vandet, der breder sig langt ud over den enkelte boligejers forståelseshorisont. I denne fortælling om skæve vurderinger og søgende rettelser står den danske befolkning tilbage med et spørgsmål hængende i luften: Hvis ikke vi kan stole på de fundamentale vurderinger af vores hjem, hvad kan vi så stole på? Og mens Ombudsmanden har kastet en sten i vandet, venter vi alle spændt på, hvor store bølgerne vil blive, og hvilken kurs de vil tage i jagten på retfærdighed og gennemsigtighed i systemet.