Denne side er lavet for at skrive aktuelle nyhedes tekster , med satire, humor og komik. For at lave grin med meget af det der bliver skrevet. Da tit er alt for, selv højtidlig og for meget tro på propaganda. Et andet formål med denne web side er også at få flere perspektiver ind i en sammenligning, af aktuelle emner, der er oppe i tiden. Den såkaldte Zeitgeist er et god betegnelse for noget af dette. Der også et formål at gører aktuelle emner let forståelige, og mere faktuelt orienteret. Det er også på sine plads at sige at web side er ment som en humoristisk indslag i den aktuelle debat. Og med en forankring i storkøbenhavn.
Hver by har sin skyggeside, sin katastrofezone, og i Roskilde er der én vej, som synes at bære en særlig dunkel aura. Dette er historien om en landevej, der måske ikke ligner mere end blot en asfalteret strækning, men som i løbet af de sidste år har skrevet sig ind i folks erindring som “Dødens landevej”. En vej, hvor skæbner kolliderer og historier får en brat ende. Det begynder altid med et brag. Et pludseligt øjeblik, hvor tiden standser, og alt bliver reduceret til metal, glas og stilhed. Lige syd for Tjærebyvej har den grå asfalt fortæret mange liv. Som den gang en 41-årig kvinde fra Køge, der i et skæbnesvangert sekund mistede livet til vejens hungrende favn, eller det tyske ægtepar, som i deres sorte BMW fandt døden, efterladende deres datter alene i et hav af vragdele og sorg. Køgevej, strækningen mellem Tjæreby og Havdrup, er en konstant påmindelse om livets skrøbelighed. Siden 2009 har vejen, på sin fem en halve kilometer lange rejse gennem livet, slukket 13 menneskeliv. Tallet 13, som i sig selv bærer en vis uheldsskabende charme, sætter scenen for denne macabre ballet af blik og ulykke. Men som livet ofte viser sig i dets mest absurde og uforudsigelige former, er der også en anden side af medaljen. På trods af den mørke statistik og de mange kors, der som dystre vartegn står langs vejen, er der lys forude. Antallet af trafikdrab har været faldende siden 1999, og Roskilde følger denne positive tendens, hvor antallet af dræbte i trafikken har været lavere end landsgennemsnittet. Unge og gamle synes at danse tættere med døden på denne vej. De er stærkt overrepræsenteret i den sørgelige statistik, mens de i alderen 20-40 synes at have fundet en måde at undslippe landevejens grå klør. Men uanset alder og køn er historierne ens. Liv bliver afbrudt. Familier sønderrevet. Historien om “Dødens landevej” er således en fortælling om modsætninger; om liv og død, ung og gammel, mand og kvinde. Det er en landevej, der rummer et skæbnesvangert potentiale, som man måske ville finde i en absurd roman eller en tragikomisk film. Den er både teater og virkelighed, og mens man navigerer gennem Roskildes veje, kan man ikke undgå at føle en vis respekt for denne vej, der både tager og sparer liv.
Når man betræder Køgevej i Roskilde, begiver man sig ind i en melankolsk rejse mellem liv og død. Denne vej, som hver dag vidner om en uendelig strøm af rejsende, skjuler en dyster sandhed i sit kølvand. Det er en vej, der, som en tragisk skæbne, kræver menneskeliv efter menneskeliv, og med rette har erhvervet sig tilnavnet “dødens landevej”. Langs denne strækning gentager en særlig form for ulykker sig, som om et skæbnens ekkokammer. Den vejstrækning, som vi her taler om, er intet mindre end den farligste i hele Roskilde. Det er som om, at menneskenes eksistens her danser på en skrøbelig line mellem at være og ikke-ære. En 41-årig kvinde fra Køge blev et offer for denne landevejens skæbne, hendes liv forsvandt i et uhyggeligt øjeblik en torsdag eftermiddag. Er det ikke tankevækkende, at denne vej ikke kun bærer spor af én tragedie, men af adskillige? Et kort over de tragiske begivenheder afslører røde kors, som mærker steder hvor sjæle har forladt denne verden. Otte ulykker på Køgevej mellem Tjæreby og Havdrup har i alt efterladt 13 mennesker i dødens favn. På dette sted, hvor tid synes at have indstillet sit løb, huskes særligt den grufulde ulykke fra 2012, hvor fire unge mænd fra Havdrup mistede livet. De vendte aldrig hjem fra deres færd på Roskilde, men blev i stedet for evigt forenet med et vejtræ. Således bliver hovedvej A6, som en symbolsk melankoli, en påmindelse om vores eget livs forgængelighed. På trods af denne dystre beretning, viser statistikkerne os dog en strime af håb. For selvom Køgevej synes at dominere dødsstatistikken, er der i det større perspektiv tegn på en positiv udvikling i trafiksikkerheden i Roskilde. Det faldende antal af trafikdrab, både på landsplan og lokalt, minder os om, at vi stadig bestræber os på at skabe et tryggere samfund. Dog skal vi erindre, at disse statistikker også afslører en skæv repræsentation af alder og køn blandt ofrene. Er det ikke vor pligt at reflektere over disse tal og søge at forstå, hvad de betyder for vor fælles eksistens? Denne rejse langs Køgevej er således ikke blot en fysisk passage, men også en kontemplation over livets skrøbelighed og samfundets ansvar. Den opfordrer os til at se udover os selv og overveje, hvordan vi bedst kan tjene det fælles bedste, så alle kan færdes trygt på livets landevej.
En skæbnesvanger landevej ligger som et langt, gråt bånd gennem det sjællandske landskab, og på den rejser vi alle i vore skæbnetimer. Strækningen fra Tjærebyvej til Havdrup, et stykke af den travle Køgevej, er blevet et sted, hvor livets tilfældigheder mødes med en hjerteskærende regelmæssighed. I denne gråzone mellem landsbyer har landevejen krævet et menneskeliv hvert år, som et urværk, der tikker og slår med nøjagtig præcision. Således, i juli 2018, på en dag, som var som enhver anden, blev en 41-årig kvinde fra Køge pludselig en del af denne mørke statistik. Hendes bil, som af uforklarlige grunde var skredet over i det modkørende spor, kolliderede frontalt med en lastbil. Døden var øjeblikkelig – et liv afbrudt i et hjerteslag, et ekko af en lignende tragedie, der var sket på nøjagtig samme sted blot ni måneder tidligere. Vejens kantede, grå profil rummer historier, der er lige så forskellige som de mennesker, der har mistet livet på dens asfalt. Fra de fire unge mænd fra Havdrup, hvis bil en nat i 2012 blev knust mod et vejtræ, til det tyske ægtepar og det lokale par fra Solrød Strand, hvis veje krydsede med dødelig udgang. Disse skæbner, disse ansigter i statistikken, er blevet indhyllet i landevejens uforsonlige tåge. Det er som om landevejen, denne grå flig af hverdagen, opsluger disse sjæle som perler på en snor, ufravigeligt og umærkeligt. Vi, der færdes på denne strækning, bliver vidner til en tragedie, der folder sig ud år efter år, ulykke efter ulykke, og dog fortsætter vi vores rejse som om intet var hændt. Selvom dødsstatistikken for Køgevej står som en kold monolit, gemmer Roskilde på en lysning i horisonten. Trafiksikkerheden viser en lovende udvikling, som om byen trods alt forsøger at række en hjælpende hånd frem fra tågen. Den stigende sikkerhed står som en kontrast til de tragiske skæbner, der har fundet sted på Køgevej, og bringer håbet tilbage i hjertet af dem, der stadig vandrer på denne jord. Alderen på de dræbte, den svinger mellem de meget unge og de gamle, mellem livets begyndelse og dets afslutning, og på denne vej spejler skæbnens uretfærdighed sig i landevejens kolde asfalt. Vejen spørger ikke, men tager, og de dræbte, fra fodgængere til motorcyklister, fra børn til ældre, forbliver som støv i tiden, som et ekko af en sang, der blev afbrudt for tidligt. Således fortælles historien om Køgevej, den grå landevej der deler hjertet af Sjælland, og hvor menneskeskæbner knuses og fødes på ny i et uendeligt spil af liv og død.
kontakt via E-mail
via Discord